Annonce
Erhverv

Naturvejleder kalder stigning i antallet af mårhunde "en frygtelig udvikling": - Det er en kamp, vi allerede har tabt

Jørn Chemnitz er naturvejleder ved Naturskolen Kolding. Han mener, at mårhunden er en trussel mod den oprindelige, danske fauna. Arkivfoto: Soffi Chanchira Larsen
Jørn Chemnitz, der er naturvejleder ved Naturskolen Kolding, oplever, at der kommer flere og flere mårhunde i både Kolding og hele landet. Han mener, at pelsdyret særligt er vild med Koldings vådområder.
Annonce

Kolding: Der bliver skudt flere og flere mårhunde i Kolding Kommune. Noget Jørn Chemnitz, der er naturvejleder ved Kolding Naturskole, i høj grad bifalder.

Det betyder det dog ikke, at der nu er færre mårhunde i området. Tværtimod, lyder det.

- Vi ser en frygtelig udvikling på landsplan. Selv om jægerne er dygtige. Det er en kamp, vi har tabt. Det er bare blevet værre de seneste år. Man kan se det ud fra antallet af skudte mårhunde, men særligt ud fra de mange trafikdræbte. Der er stort set ikke det sted, vi ikke kan finde dem, siger han og tilføjer, at mårhunden også spreder sig geografisk:

- Den er i stort set hele Jylland, og senest har den også spredt sig til Fyn og Als. Det er bestemt ikke godt. Mårhunden er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, den har spredt sig fra det østlige Rusland. Den er en trussel i forhold til andre hjemmehørende dyr og er ved hård ved nærmest alle andre dyr, særligt padder og fugle.

Annonce

Vild med Koldings ådale

Jørn Chemnitz oplever også, at der specifikt er mange mårhunde i Kolding og omegn. Det skyldes formentlig den forholdsvis frodige natur, mener han.

- Vi har mange mårhunde. Det er nok, fordi vi har en del vådområder, og det er tydeligt at se, at mårhunden er glad for vores ådale. Men den er også at finde i skovområder.

Mårhunden, der er et natdyr, er dog svær at spotte i levende live. Derfor har Jørn Chemnitz, til sin egen ærgrelse, heller aldrig set en mårhund i levende live. Til gengæld har han set mange spor og mange døde mårhunde.

Mårhunden er et aggressivt rovdyr, der i gennemsnit får 11 hvalpe. Erfaringer fra andre lande viser, at den hurtigt formerer og spreder sig, og at den kan udrydde vores beskyttede og truede dyr. Arkivfoto: Uwe Iversen

- De er svære at se. Men jeg har nok fundet mellem 30 og 50 de seneste tre-fire år. De døde forsvinder dog også, fordi de bliver ædt af andre dyr. Men de æder jo også sig selv. Ungerne kan godt finde på at æde deres døde far. De er nogle små skiderikker, lyder det fra naturvejlederen.

Selv om bestanden af mårhunde er noget nær umulig at bremse, er det dog alligevel vigtigt at gøre forsøget, mener Jørn Chemnitz.

- I forhold til lige mårhunden så er enhver mårhund fjernet en gevinst. Vi kan bremse udviklingen, men der kommer flere og flere. Lod vi bare stå til, ville det dog eksplodere, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce