Annonce
Indland

Naturvenner: Landbrugspakken skader miljø og drikkevand

Miljøet vil blive den store taber, hvis ikke regeringen sætter tiltag i værk, der kan mindske udledningen af kvælstof i landbruget, mener Danmarks Naturfredningsforening. (Arkivfoto)

Der skal omlægges store mængder landbrugsjord for at redde miljøet, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Landbrugspakken har fra første færd været en katastrofe for miljøet, og politikerne bliver nødt til at sætte ind med det samme, hvis ikke natur og drikkevand skal lide skade.

Sådan lyder det fra Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Berlingske skriver lørdag, at landbruget langtfra har mindsket sin udledning af kvælstof så meget, som det lovede, da landbrugspakken blev vedtaget i 2015.

- Det er rigtig dårligt nyt. Det er naturen, miljøet og danskernes drikkevand, der betaler prisen.

- Vi har hele tiden været bekymrede for, at der ville være store miljømæssige konsekvenser ved landbrugspakken, siger Maria Reumert Gjerding.

Landbrugspakken fjernede en stor mængde regulering, der skulle beskytte naturen.

Til gengæld lovede landbruget at skære udledningen af kvælstof med 1451 ton årligt frem til og med 2018, men ifølge Berlingske har udledningen blot været på 12 ton. Frem mod 2021 skal udledningen reduceres med 2907 ton.

Maria Reumert Gjerding mener, at ansvaret ligger hos regeringen.

- Landbrugspakken har fra første dag været en politisk gang makværk.

- Man gav landbruget lov til at gøde mere, uden at sørge for at de regler og lovkrav, der skulle beskytte miljøet, var på plads, siger hun.

Danmarks Naturfredningsforening lancerede i denne uge sammen med Landbrug & Fødevarer et udspil, der skal mindske udledningen.

De to organisationer vil omlægge 100.000 hektar lavtliggende landbrugsjord til natur eller græsning. Det svarer til knap det dobbelte af Falsters areal.

Idéen er, at landbruget slipper af med noget ikke særlig produktiv jord.

Klimaet vil slippe for en masse klimagas, og samtidig kan naturen få bedre betingelser og mere plads, og vandmiljøet vil slippe for noget kvælstof.

For at sætte omlægningen i gang kræver det ifølge Maria Reumert Gjerding omkring en milliard kroner det første år.

- Hvis vi ikke får rettet ind nu, vil konsekvensen være stigende forurening af vores kystnære havområder, der vil føre iltsvind med sig.

- Det risikerer at forurene drikkevand og belaste vores natur endnu mere, end det gør i dag, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce