Annonce
Sport

NBA udskyder LA Lakers-kamp efter Kobe Bryants død

Robert Hanashiro/Ritzau Scanpix
Af respekt for LA Lakers har NBA valgt at udskyde tirsdagens kamp mellem Bryants hjerteklub og LA Clippers.
Annonce

Kampen mellem LA Lakers og LA Clippers tirsdag aften lokal tid er blevet udskudt.

Det sker som følge af basketballikonet Kobe Bryants død, oplyser NBA i en meddelelse.

- Beslutningen blev truffet af respekt for organisationen LA Lakers, som er i dyb sorg over det tragiske tab af Lakers-legende Kobe Bryant, hans datter Gianna og syv andre personer i et helikopterstyrt søndag, skriver NBA.

Tirsdagens opgør mellem de to Los Angels-klubber, der skulle være spillet på Bryants gamle hjemmebane, Staples Center, vil blive rykket til en senere dato, oplyser NBA videre.

41-årige Kobe Bryant omkom søndag i en helikopterulykke i byen Calabasas vest for Los Angeles sammen med sin 13-årige datter, Gianna, og syv andre.

Kobe Bryant er et af de største navne i amerikansk basketball gennem tiderne, og han spillede i hele sin karriere for LA Lakers, indtil han stoppede karrieren i 2016.

Lakers har mandag eftermiddag lokal tid offentliggjort klubbens første udtalelse om Bryants død.

- Los Angeles Lakers vil gerne takke jer alle sammen for den enorme støtte og de mange kondolencer. Dette er en meget svær tid for os alle, skriver klubben på Twitter.

- Vi fortsætter med at støtte familien Bryant og vil dele flere oplysninger, når det er muligt.

Mandag udtrykte Lakers-profilen Anthony Davis sine tanker på det sociale medie Instagram:

- Puha, dette er hårdt for mig.

- Du var den første fyr til at tage mig under dine vinger og vise mig vejen ind i ligaen, skriver Anthony Davis om Kobe Bryant.

- Vi havde så mange fantastiske samtaler om så mange ting, og jeg vil værdsætte disse øjeblikke for evigt. Elsker dig for evigt, Bean, skriver Anthony Davis med henvisning til Kobe Bryants mellemnavn.

LA Lakers' næste kamp er efter planen mod Portland Trail Blazers på hjemmebane på fredag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce