Annonce
Sport

Nederlag på to mål: Opløftende spil, men Danmark stod ikke distancen

Rikke Iversen spillede en fin landskamp og fik scoret fire mål. Desuden ydede hun en god præstation i forsvaret, men Norge vandt alligevel træningskampen med 27-25. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Flere gange i anden halvleg førte de danske håndboldkvinder med tre mål mod Norge, men i slutfasen var der kun ét hold på banen - og det var altså ikke det danske.

HÅNDBOLD: Det var godt nok kun en træningskamp.

Det bliver først alvor om halvanden uge, når de danske håndboldkvinder åbner EM-slutrunden i Boxen i Herning med en kamp mod Slovenien.

Men alligevel var det da ærgerligt.

Onsdag aften havde Danmark nemlig muligheden for at have hentet den første sejr mod Norge i seks år. Det så virkelig godt ud undervejs med flere danske føringer på tre mål.

Men da det hele skulle afgøres, gik det altså som det plejer, når de rød-hvide møder de norske jenter.

Norge vandt kampen med 27-25, men det var langt henad vejen en helt lige håndboldkamp - og det er det, som Danmark skal tage med fra de 2 x 30 minutter.

Og så skal der ellers bare arbejdes hårdt videre for at stå så skarpt som overhovedet muligt fredag den 4. december kl. 20.30 i det midtjyske.

Da Jesper Jensen i sidste måned debuterede som landstræner, var det også med en træningskamp mod Norge. Det var en helt anden og rædsom oplevelse.Den aften fik han meget hurtigt varmen, da Norge nærmest maltrakterede danskerne.

I den kamp var Danmark lynhurtigt bagud med hele 11-2 og 14-4 - og så var der naturligvis ikke mere at spille om.

Kampen i tal

Danmark – Norge 25-27 (16-14)

Stillinger undervejs

5-5, 11-12, 14-13, 20-17, 22-22, 23-26.

Mål, Danmark: Mia Rej 4, Rikke Iversen 4, Mette Tranborg 3, Lærke Nolsøe 3, Trine Østergaard 2, Kathrine Heindahl 2, Kristina Jørgensen 2, Mie Højlund 2, Louise Burgaard 2, Andrea Hansen 1.

Topscorere, Norge: Camilla Herrem 7, Henny Reistad 5.

Udvisninger

Danmark 4, Norge 2

Fight og finesse

Onsdag aften i Vejle så det langt bedre ud fra start.

Danmark spillede i hvert fald en rigtig god omgang håndbold med masser af fight, finesse og energi. Det så rigtig fint ud, men med til historien hører også, at det var mod et afbudsramt norsk landshold, der var uden en del af sine bedste spillere.

Veronica Kristiansen og målvogter Silje Solberg har været ramt af corona, mens tvillingesøster Sanna Solberg døjer med rygproblemer, og endelig sad Marit Røsberg Jacobsen udenfor med en forstrækning.

Jesper Jensen kunne heller ikke mønstre hele sin trup, da Helena Elver kom galt afsted under opvarmningen. Hvor galt det står til med den rapfodede Odense-profil, kommer der sandsynligvis et svar på torsdag, hvor Elver skal undersøges yderligere.

Godt midtvejs i første halvleg førte Norge med 13-11, men derefter skruede Sandra Toft, der spillede sin landskamp nummer 125 siden debuten helt tilbage i 2008, yderligere op for redningsprocenten inde i målet, og de øvrige fulgte i anførerens fodspor med fine præstationer.

Der var flow i angrebsspillet, hvor bagkæden med Mia Rej, der scorede fire gange i første halvleg, Mie Højlund og enten Mette Tranborg eller Louise Burgaard havde held til at bryde igenmem den norske defensiv.

Og så blev der scoret på flere fine kontraangreb, hvilket man ellers ikke har set ret meget til fra de danske håndboldkvinder i en længere årrække, men nemme mål er jo som bekendt altid pokkers rart at score.

Danmark scorede fire gange i træk og bragte sig dermed i front med to kasser og førte 16-14 efter de første 30 minutter. Hvem havde lige turdet tro på det?

Det blev endnu bedre set med danske øjne i begyndelsen af anden halvleg, hvor højrefløjen Andrea Hansen scorede sit første landskampsmål til en føring på tre mål, 20-17.

Danskerne sløsede

Men Norge er altså ikke Norge for ingenting.

I kampens sidste 20 minutter var der stort set kun ét hold på banen - og det var altså ikke det danske.

Danmark sløsede og et tabte et par overtalssituationer, mens Norge kværnede på og undgik de tekniske fejl og de halve afslutninger, som der kom flere og flere af hos danskerne.

Og så endte det altså med 27-25 til Norge på en aften, hvor Danmark havde chancen for at have fået skovlen under de evige rivaler.

Holdene mødes igen allerede torsdag aften, hvor Danmark altså får endnu en chance.


Kolding For abonnenter

Tosprogede elever får lavere karakterer, og færre på Kolding Gymnasium har forældre med videregående uddannelse

Coronavirus

Live: Partier afviser regeringens forslag om øget brug af mundbind

Navne For abonnenter

Edel er ny leder på Koldinghus: Som barn tænkte jeg, at når jeg bliver voksen, så køber jeg slottet og flytter ind