Annonce
Esbjerg

Nedlukningen kastede Mette Maja ned i et hul med angst og depression: Hendes syge mormor og hunden Molly hjalp hende op

Mette Maja, som går i 3. m på Rybners STX, har hele sit liv været ramt af depression og angst. Under coronanedlukningen blev symtomerne kun værre og værre, og ifølge hendes selv, er det kun gåturene med hunden Molly og besøgene hos sin syge mormor, der har holdt hende oppe. Foto: Jacob Schultz
Da nedlukningen ramte landets gymnasier, røg Mette Maja Kristensen fra 3. m på Rybners STX ned i et velkendt hul. Siden hun var 8 år gammel, har hun været ramt af angst og depressioner, men gennem gymnasietiden var det så småt begyndt at blive bedre. Hjemmeundervisningens ensomhed og trivialitet var dog ved at sende hende tilbage i mørket, men de ugentlige møder hos hendes syge mormor og gåturene med hunden Molly holdt Mette Maja oppe, da det så værst ud. Og så har krisen lært hende noget vigtigt om at prioritere.

Esbjerg: Der tikker endnu en sms ind på Mette Maja Kristensens telefon. Hun tager en dyb indånding, ser sig omkring og lader sine tanker glide ud i ingenting, mens hunden Molly, en lille, hvid coton tzu, pisser op ad et træ.

Det er eftermiddag på en tidlig forårsdag, og de visne blade ligger stadigvæk som et tæppe ud over skovbunden. Oppe i Mette Majas hoved har nedlukningen efterhånden strakt sig så langt, at årstider og måneder er begyndt at flyde sammen, og det er ikke mange minutter om dagen, hun tillader sig selv den her form for ro.

For det meste farer tankerne rundt i hovedet på hende, men når Mette Maja går tur her, under Vognsbølsparken nøgne løvtræskroner bare få hundred meter væk fra sit barndomshjem, så føles det som frihed. Her kan hun zone helt ud.

Annonce

Og det har der været brug for i løbet af de seneste måneder, hvor de tunge tanker og usikkerheden i perioder har væltet ned over hende. Men nu er det fredag, den bedste dag på ugen. Weekenden står for døren, og Mette Maja kan endelig slippe for den pandemiske hjemmeundervisning.

Et ungdomsliv på trods

Gennem det seneste år har coronapandemien vendt op og ned på livet for os alle sammen. Og ikke mindst for de unge.

For når man er ung, findes hverken fortid eller fremtid. Der findes ingen næste sommer eller næste fest. Der findes kun lige nu.

Derfor vil JydskeVestkysten i løbet af de kommende måneder følge de 30 elever i gymnasieklassen 3. m på Rybners STX i Esbjerg. Her vil vi over en række kapitler fortælle historien om en gruppe almindelige og ualmindelige unge, der lige nu, ligesom alle os andre, gennemlever en meget usædvanlig tid.

Det er fortællingen om det ensomme liv bag en computerskærm. Om forliste drømme og frygten for ikke at danse på ladet af en åben lastbil. Om at være tæt på og alligevel langt fra. Det er en fortælling om kærlighed og corona. Om livet uden venner, familie og nattedruk i Skolegade. Om at leve med psykiske nedture og uafrystelig sorg. Om skammen ved og nødvendigheden af at holde fester i smug. Og om at håndtere en situation, som ingen af os kender udfaldet af, mens man venter på livets fest.

Og så er det fortællingen om den sidste snørklede stykke vej imod kulminationen på tre års hårdt arbejde, studenterhuen. Det er fortællingen om et ungdomsliv på trods.

God læselyst.

- Vil du med i sommerhus, står der på skærmen som en krystalklar invitation til en tiltrængt fest her midt i nedlukningen. Mette Maja har ikke set sine klassekammerater i flere måneder, men alligevel slukker hun sin telefon og lægger den tilbage i lommen.

For lige om lidt skal hun hjem og besøge sin mormor. Hun har i længere tid været ramt af alvorlig sygdom og er derfor særdeles udsat i tilfælde af coronasmitte. Af samme grund måtte Mette Maja Kristensen i begyndelsen af pandemien vælge, om hun ville bruge sin tid med klassekammeraterne eller den sygdomsramte familie. Og selv om det kan lyde dystert og trist, så er det faktisk ugens højdepunkt at komme på besøg hos mormor. Så valget var faktisk ikke så svært.

- Jeg har savnet mine klassekammerater helt åndssvagt, men jeg har ikke rigtigt haft et valg. Når det kommer til stykket, er familien det vigtigste. Og det er trods alt dem, der har fået mig igennem den her pandemi, siger Mette Maja Kristensen.

Hun ved godt, at hun har meget at være taknemmelig for.

Pandemien har sat sig dybt

Det er ved at være to måneder siden den dag i Vognsbølparken, hvor hun, ligesom hun gør hver evigt eneste dag, gik tur med hunden Molly og endnu engang måtte afvise en udstrakt hånd fra en af sine klassekammerater.

Da coronapandemien to gange på under et år sendte gymnasieeleverne fra 3.m på Rybners STX hjem fra skole til digital undervisning, blev stort set alle elever i klassen hårdt ramt. Alle har lidt afsavn.

For Ida fra Tønder forsvandt muligheden for at lære sine nye klassekammerater at kende. For Sofie og flere af de andre falmede drømmene om den ultimative, sidste store fest. Drømmen om at afslutte med manér.


Det var som om, at min depression fik nyt spillerum i takt med at både fremtiden og mine klassekammerater forsvandt ud af mit liv. Jeg har haft ekstremt svært ved at lede tankerne hen på noget andet. Især fordi jeg ikke har haft nogen at dele alt det her med.

Mette Maja Kristensen, elev i 3.m


For andre igen var det forliste fødselsdagsfester, fodboldkampe og udlandsrejser, der printede sig ind som det store tab i den nye virkelighed.

I dag er Mette Maja og klassekammeraterne endelig forenet igen, men efterdønningerne af nedlukningen sidder stadigvæk så dybt i hende, at det kan være svært sådan lige at forklare. For Mette Maja betød pandemien nemlig ikke bare afsavn, ensomhed og missede muligheder.

Den greb helt ind i hende og ruskede op i nogle af de problemer i hendes liv, der ellers var ved at være fortid. Siden Mette Maja var otte år, har hun været ramt af depression og angst. I lange perioder af hendes barndom og tidlige teenageår overtog de mørke tanker hendes liv i så høj grad, at hun havde svært ved at være det, hun var. Barn og ung.

Mette Maja har altid været ekstremt ambitiøs i det faglige, men under nedlukningen er hun blevet drænet for motivation, og de får kræfter, hun har haft tilbage, er blevet brugt på at stå imod endnu en depression. Foto: Jacob Schultz

- Jeg fik dele af min barndom og ungdom røvet af min psyke. Der var flest dårlige perioder, og det var en ekstremt stor del af mit liv i mange år. Men da jeg kom i gymnasiet, blev der lagt låg på depressionerne, og jeg begyndte at leve mere. Være glad. Det skyldes både det fællesskab, der var i klassen, mødet med min kæreste Simon, og at jeg fik min hund Molly. Det var en blanding af mange ting, der gjorde, at jeg endelig blev rask, siger Mette Maja Kristensen.

Annonce

Valget

Så da coronapandemien væltede ind over Danmark, kom det som et ekstra hårdt slag for Mette Maja. Ensomheden bag skærmen og trivialiteten i hverdagen fik de indre konflikter til at buldre inde i hende, og de velkendte tanker begyndte så småt at vende tilbage.

- Det var som om, at min depression fik nyt spillerum i takt med at både fremtiden og mine klassekammerater forsvandt ud af mit liv. Jeg har haft ekstremt svært ved at lede tankerne hen på noget andet. Især fordi jeg ikke har haft nogen at dele alt det her med.

Mette Maja har haft hunden Molly i to år, og den er blevet hendes bedste ven. Da nedlukningen gjorde mest ondt, var hunden næsten den eneste grund til, at Mette Maja stod op. Foto: Jacob Schultz

Og det er der en særlig grund til. For ikke nok med at coronaen fik Mette Majas verden til at vælte, så stod hun pludselig overfor et svært valg. Da restriktionerne var strammest og smittefaren størst måtte hun nemlig vælge, om hun helst ville feste og være social med vennerne fra 3.m, eller om hun ville besøge sin syge mormor en gang om ugen, som hun har gjort i de sidste mange år.

- Vi har en fantastisk klasse, og det var næsten ulideligt ikke at kunne dele mine dystre tanker med dem. Det er jo ikke sådan noget man lige skriver over en chatbesked. Men valget var let at træffe. Der kommer altid en ny fest, men man får ikke en ny familie, så jeg var nødt til at skære igennem. Jeg har altid haft et nært forhold til min mormor, og det var hende og min morfar, der passede mig, da jeg var lille. Så vi er tæt knyttet. Derfor var jeg nødt til at prioritere dem, siger Mette Maja, der alligevel erkender, at det var en svær situation at stå i.

- Det er jo vanvittigt, at man skal træffe den beslutning lige pludselig. Det er der ingen, der har lyst til. Og der har pandemien da været med til at gøre mig mere ensom. Selv om jeg stadig føler mig som en del af klassens fællesskab, så har det da skubbet mig væk fra de andre. Det kan man ikke undgå. Heldigvis ved jeg, at de forstår min situation, siger hun.

Annonce

Mormor og Molly

Og når Mette Maja ser tilbage på pandemien og nedlukningen, som hun heldigvis snart kan se en ende på, så er det med den største taknemmelighed overfor både familien og hunden Molly.

- Møderne hos min mormor og morfar har jo været med til at sætte tingene i perspektiv. Altså, vi overlever jo nok det her. Og det har været med til at give mig lidt håb. At det jo nok skal gå. Det har holdt mig fra at falde helt ned. Det har reddet mig, ligesom Molly har det, siger Mette Maja og kigger på hunden, der hver dag har slæbt hende med ud på skovstierne.

Mette Maja har særligt brugt gåturene i Vognsbølparken til at finde øjeblikke med ro. Det har været tiltrængt, når tankerne har galoperet derudad. Foto: Jacob Schultz

- Hun har givet mig selskab og noget at stå op til, når jeg ikke havde andre. Hun har bare været en konstant støtte. Sådan er det jo med hunde. De er loyale, og det har jeg haft brug for i den her tid. Ellers var jeg gået helt ned med flaget. Så jeg er meget taknemmelig over dem, som jeg har været omgivet af.

Annonce

Energien er suget ud

Man mærker tydeligt Mette Majas taknemmelighed, når hun taler om de sværeste dage under nedlukningen. De dage, hvor fremtiden slet ikke var et tema. De dage, hvor 3. m og gymnasiet og vennerne og livet i det hele taget slet ikke var til at overskue. De dage, hvor det måske i virkeligheden bare handlede om at overleve.

Men selv om hun, takket være familien, er kommet på den anden side af nedlukningen i bedre forfatning, end hun frygtede undervejs, så fylder bekymringerne stadigvæk meget.

- Jeg ved, at jeg har været heldig. Det kunne være gået helt galt, men det har også været ufatteligt hårdt. Socialt har det været umuligt, men også fagligt har det været en rædselsfuld tid. Jeg er meget ambitiøs og skolen har altid været meget vigtig for mig. Men herhjemme blev al energi og motivation bare suget ud af mig, og den har været svær at genfinde. Og det gør mig bange.

Annonce

- Skal sgu nok klare den

Mette Maja Kristensen frygter ligesom de fleste af sine klassekammerater fremtiden. Bare på en anden måde.

- En ting er, om vi kan få lov til at feste og slutte ordentligt af. Noget helt andet er fremtiden derefter. Jeg har nogle store drømme, men hvad nu hvis de er gået i vasken på grund af den seneste tid. Som min mormor siger, så skal det nok gå, men man kan ikke undgå at tænke tanken, at man står lidt fortabt tilbage, siger Mette Maja.

Heldigvis er 3.m efterhånden ved at være samlet igen. Selv om det er under stramme restiktioner, så er de tilbage. Og nu håber Mette Maja, at den værste tid lægger bag dem.

- Det er også vigtigt at bevare optimismen. Og sammen skal vi sgu nok klare det. Hvis jeg kunne klare nedlukningen uden vennerne, lige på grænsen til en depression, så kan vi sgu også klare resten af det her skoleår og få det bedste ud af det, siger hun.

Mette Maja Kristensen

18 år

Bor i Esbjerg hos sine forældre

Går i 3. m på Rybners STX

Arbejder i Rema1000

Har hunden Molly på 2 år.

Er kærester med Simon, der læser til bygningskonstruktør.

Har siden hun var otte år haft flere depressioner

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Livsstil For abonnenter

Fra militæruniform og lægekittel til afslappede ejere af en campingplads: - Hvad er det værste, der kan ske?

Annonce