Annonce
Esbjerg

Nedslående undersøgelse: Hver anden dansker forbinder stadig Esbjerg med fisk

En netop offentliggjort bosætnings- og imageanalyse afslører manglende kendskab til Esbjerg. Analysen skal være startskuddet til et nyt strategisk samarbejde. Torsdag blev analysen præsenteret.
En ny bosætnings- og imageanalyse viser, at flere end halvdelen af danskerne ikke kender Esbjerg, mens kommunen har den højeste andel forgæves rekrutteringer i Syddanmark. Undersøgelsen er et led i et nyt strategisk samarbejde mellem Esbjerg Havn, Business Esbjerg, Education Esbjerg og Esbjerg Kommune, som i sidste ende tiltrække nye indbyggere og øge evne til at rekruttere.

Esbjerg: Kendskabet til Esbjerg skal øges og kommunens image har brug for et løft, hvis det skal lykkes at vende udviklingen og bryde mange års stilstand på bosætnings-, rekrutterings- og uddannelsesfronten.

Mens flere end hver anden dansker primært tænker på havn og fiskeri som det første, når de tænker på Esbjerg, kender flere end 50 procent af danskerne slet ikke området eller kender det kun af navn, ligesom rekrutteringsproblemer betyder, at andelen af forgæves rekrutteringer i Esbjerg blandt profiler med lang videregående uddannelse er landsdelens højeste. Således ender 28 procent af disse job med ikke at blive besat, efter de har været slået op.

Det er nogle af hovedkonklusionerne i den bosætnings- og imageanalyse, der for nylig er udarbejdet for Esbjerg Kommune og Business Esbjerg af brand- og analysevirksomheden Stagis, og som blev præsenteret torsdag eftermiddag.

Annonce


Vi skal nu bruge dette udgangspunkt til at få skabt et nyt, attraktivt og langtidsholdbart image, som finder frem til og forløser Esbjergs potentiale, så vi kan udvikle det for at bryde stilstanden.

Nikolaj Stagis, manden bag analysen


Den er et vigtigt element i - og signalerer samtidig startskuddet til - et nyt strategisk samarbejde mellem Esbjerg Havn, Business Esbjerg, Education Esbjerg og Esbjerg Kommune om at skabe Esbjergs nye brand, som skal bidrage til et bedre image i omverdenen og bedre evne til at rekruttere og tiltrække nye borgere, forklarer Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse:

Akut brug for tilflyttere

- Med den her nye rapport i hånden kan vi for alvor se, at vi har et stort arbejde foran os. Indbyggertallet i Esbjerg har været stort set uændret siden 1980’erne, og det er ærgerligt at antallet af borgere og studerende ikke har været stigende. Denne udvikling er i direkte kontrast med den positive udvikling, der er gang i på erhvervssiden. Vi har akut brug for flere tilflyttere, lyder det blandt andet fra borgmesteren.

Analysen, som kortlægger og beskriver status på bosætningen i Esbjerg, virksomhedernes udfordringer med at rekruttere og danskernes syn på Esbjerg i 2021, skal fungere som en nulpunktsanalyse, der er første skridt på vejen mod et nyt Esbjerg-image.

Om arbejdet

Esbjerg Kommune vil i samarbejde med Business Esbjerg, Education Esbjerg, Esbjerg Havn og en lang række virksomheder, institutioner, foreninger og borgere sikre, at der i løbet af en årrække bliver udviklet og manifesteret et nyt Esbjerg-brand, som skal fortolke og videreudvikle nogle udvalgte karaktertræk, der er særlige for byen og egnen.

Ambitionen er at skabe en ny identitet, der har rødder i Esbjergs historie og kultur, men samtidig opleves som relevant og nyskabende af både eksisterende borgere og af omverdenen.

Målet er både at fastholde eksisterende borgere og tiltrække nye tilflyttere, som har lyst til at bo i Esbjerg.

- Esbjergs stilstand i tilflytning og image er ikke tilfredsstillende. Vi har derfor en ambition om at udvikle Esbjerg og definere et fokuseret brand de næste 10 år i samspil med øvrige parter, da vi skal have løst udfordringen og sætte skub i udviklingen via fælles indsatser og investeringer, uddyber Esbjergs borgmester.

Annonce

En unik mulighed

Bag rapporten står direktør Nikolaj Stagis, som rådgiver om identitet, strategi, organisations- og forretningsudvikling. Han vil også fremadrettet være involveret i projektet og bidrage med sin professionelle erfaring.

Både i landsdelen og blandt danskerne generelt associeres Esbjerg først og fremmest med havn/fiskeri, viser rapporten.

Undersøgelsen viser, at Esbjerg har den højeste andel forgæves rekrutteringer i forhold til det øvrige Sydvestjylland og resten af region Syddanmark. Det er ikke blot andelen af forgæves rekrutteringer blandt profiler med lang videregående uddannelse, der skaber problemer, da samme tendens gælder for mellemlang og kort videregående samt faglært uddannede.

- Vi har i disse år en unik mulighed for at gøre Esbjerg til centrum for den grønne omstilling af energisektoren, hvilket vil betyde tusindvis af nye arbejdspladser til vores område og samtidig et afsæt for at positionere os på en ny og mere bæredygtig måde. Vores geografiske placering er for en gang skyld en fordel, og vi skal arbejde for, at den gyldne mulighed bliver en gevinst, så den kvalificerede arbejdskraft ikke bliver en mangelvare, mener Business Esbjergs direktør, Susanne Nordenbæk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Oprensning af åen forhindrer ikke oversvømmelser: - Vi kan grave åen fem meter dybere, uden at det vil gavne noget som helst

Annonce