Annonce
Haderslev

Nekrolog: Ove Dam var handelsmand til det sidste

Ove Dam indehaver af Fleur Haderslev, blev 80 år. Her ses han til sin datter Gittes bryllup i 2016. Privatfoto
Et kendt ansigt i byens butiksliv gennem årtier, Ove Dam, er død efter kort tids sygdom.

STARUP: Én af Haderslevs kendte handelsmænd er blevet stille.

Torsdag den 14. januar  sov Ove Dam ind på Sønderborg Sygehus efter kort tids sygdom.

Han blev født den 2. marts 1940 og nåede at fejre sin 80 års fødselsdag omgivet af familie og venner i 2020, inden covid-19 den 11. marts lukkede landet ned.

Ind til da havde han stadig haft sin daglige gang i Fleur-butikken i Storegade.

Selv om han længe havde overdraget den daglige drift af lingeributikken til sin datter Gitte Dam Egeriis, så havde han stadig en vigtig rolle at spille som butikkens altmuligmand.

- Som han sagde: Man starter som fejedreng, og man slutter som fejedreng, fortæller Gitte Dam Egeriis.

At Ove Dam overhovedet blev butiksmand var lidt af en tilfældighed.

Som ung var hans drøm at  blive  tømrer men kunne ikke få en læreplads, så han kom i lære hos en manufakturhandler i sin hjemby, Brønderslev.

Der blev han så udlært, inden han i midten af 1960'erne fik tilbud om at komme til Haderslev og blive bestyrer for en manufakturforretning, der lå i Nørregade.

I slutningen af 60'erne  åbnede han og hustruen Bodil Dam børnetøjsbutikken Dam i Bispegade 2 ( det nuværende Haderslev Lamper), og senere udvidede overtog de baglokalet, hvor de indrettede undertøjsbutik.

De drev Dam Børnetøj og Fleur sammen indtil 1994, hvor Ove Dam havde fundet Fleurs nuværende lokaler i Storegade 3.

Børnetøjsbutikken solgte han fra til Tina Valentin, der havde været i lære hos ham. Hun drev i en årrække butikken videre under navnet Valentina.


Far var aldrig klar til det - han var forretningsmand til det sidste

Gitte Dam Egeriis


Datteren Gitte overtog med årene mere og mere af ansvaret for Fleur, men et egentligt generationsskifte nåede de aldrig.

-  Far var aldrig klar til det -  han var forretningsmand til det sidste. Vi var ikke klar over, hvor syg, han egentligt var, fortæller hun.

Ove Dam fik for knap to år siden konstateret prostatakræft, som han troede var overvundet, men det kom desværre stærkt tilbage. Nytårsaftensdag blev han indlagt på Sønderborg Sygehus, og derfra gik det stærkt.

Nogle år efter sin hustrus død i 2000, fandt Ove Dam sammen med Marie Rudolph, og de nåede at få 18 gode år sammen.

Ove, som jo  egentligt ville have været tømrer, forspildte ikke én chance for at komme ud og save og banke i sin fritid.

Han byggede selv familiens hus på Starup Højvænge 9, han byggede sommerhuse - Ja, han var en handy-mand, der elskede at lave tingene selv.

I årene var han også aktiv i den lokale handelsstandsforening, og han kerede sig om det lokale liv, og de mennesker, han mødte på sin vej.

- Jeg tror, at mange, der er voksne i dag, kan huske, at de fik to kroner til en is, oppe i min fars børnetøjsbutik, konstaterer Gitte Dam Egeriis.

Den seneste tid viste Ove Dam sig ikke i  byen, da han som kræftpatient var i højrisikogruppen, men han fulgte stadig med og havde lagt planer for nytårsaften, da han måtte afsted med ambulancen.

Ingen kender dagen.

Ove Dam efterlader sig Marie, datteren Gitte Dam Egeriis, Haderslev og sønnen Michael Dam, som er bosiddende på Frederiksberg.

Han bisættes fra Starup Kirke på lørdag den 23. januar klokken 11.

Bisættelsen er for indbudte gæster.

Varde

Spejdercenter efterspørger den gode gerning fra Vejdirektoratet i grotesk skiltesag

Erhverv For abonnenter

Kunde fik 300 kroner for et P. S. Krøyer-værk: Er det rimeligt, at antikvitetshandleren nu sælger det for 7.000 kroner?