Annonce
Udland

Netanyahu vil annektere mere af Vestbredden

Amir Cohen/Reuters
Israel kan annektere Jordandalen, mener Netanyahu. Han ødelægger enhver chance for fred, siger palæstinensere.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at han vil begynde at annektere dele af Jordandalen på Vestbredden, hvis han bliver genvalgt i næste uge.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og AP.

- Der er et sted, hvor vi kan indføre israelsk suverænitet umiddelbart efter valget, siger Netanyahu i en tale på israelsk tv.

Det vil gælde Jordandalen og den nordlige del af Det Døde Hav, tilføjer han.

Han gentager et løfte om at annektere alle jødiske bosættelser på Vestbredden, men siger, at det ikke kommer til at ske, før den kommende amerikanske fredsplan for Mellemøsten præsenteres.

Denne plan er "en historisk mulighed for at indføre israelsk suverænitet over bosættelser i Judæa og Samarra", siger Netanyahu med brug af de bibelske navne for den sydlige og nordlige del af Vestbredden.

Han tilføjer, at han vil vente, til planen præsenteres, inden han tager dette skridt. Men han siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at Israel kan annektere Jordandalen omgående.

Men Netanyahus valgløfte begraver enhver chance for fred mellem israelere og palæstinensere, lyder det fra palæstinensisk side.

- Han ødelægger ikke kun tostatsløsningen, han ødelægger alle chancer for fred, siger den højtstående palæstinensiske embedsmand Hanan Ashrawi til AFP.

Palæstinensernes chefforhandler, Saeb Erekat, kalder en annektering for "klart ulovlig".

Han opfordrer det internationale samfund til at "reagere nu for at forhindre Netanyahu og hans allierede i at begrave enhver resterende udsigt til fred".

I FN siger talsmand Stephane Dujarric, at ethvert forsøg fra israelsk side på at tage kontrollen over palæstinensisk land "vil være ødelæggende for muligheden for at genoplive forhandlingerne, den regionale fred og kernen i en tostatsløsning".

Den Arabiske Liga fordømmer også Netanyahus udsagn og kalder det "en alvorlig udvikling og en israelsk aggression".

Hvis Netanyahu gør alvor af sit valgløfte, vil det være "en israelsk erklæring om at afslutte fredsprocessen", lyder det fra Den Arabiske Liga.

Der er nyvalg i Israel om en uge, efter at det ikke lykkedes for Netanyahu at danne en ny regering efter valget i april.

Israel har tidligere understreget vigtigheden af Jordandalen, der løber på den østlige side af Vestbredden. Området er afgørende for Israels sikkerhed, har regeringen tidligere sagt.

Saudi-Arabien "fordømmer og afviser kategorisk" en mulig annektering af Jordandalen.

- Kongeriget fastslår, at denne erklæring er en meget farlig optrapning mod det palæstinensiske folk.

- Den repræsenterer en grov overtrædelse af FN's vedtægter og international lovs principper, siger Saudi-Arabiens kongehus ifølge det officielle saudiske nyhedsbureau.

Saudi-Arabien tilskynder, at det internationale samfund også fordømmer annekteringen.

Kongeriget har samtidig bedt om et hastemøde mellem medlemslandene af Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC).

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Efter lokalplanbommert: Varde Bolig Administration lægger Ingeniørgruppen på køl

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Annonce