Annonce
Udland

Netanyahus rival vil tale med alle i forsøg på at danne regering

Gali Tibbon/Ritzau Scanpix
Benny Gantz siger, at han vil tale med alle, men har tidligere udelukket Likud med Netanyahu som leder.

Indbyggerne i Israel har ved tirsdagens valg igen vist deres tillid til partiet Blå og Hvid.

Det siger partileder Benny Gantz, der er tidligere hærchef, i sin tale til sine tilhængere natten til onsdag ifølge The Guardian.

- Ifølge resultaterne ser det ud til, at borgerne i Israel for anden gang har vist os deres tillid. Borgerne har tillid til sammenhold og respekt for demokratiet i Israel som et land, der er en jødisk stat og en demokratisk stat, siger 60-årige Gantz, der var leder af Israels forsvarsstyrker fra 2011 til 2015.

Det er som ventet helt tæt mellem de to største partier i Israel, Likud og Blå og Hvid, efter tirsdagens valg.

Det viser de første valgstedsmålinger fra israelske tv-stationer.

Premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti står til at få mellem 31 og 33 pladser i det israelske parlament, Knesset. Blå og Hvid står til at få mellem 32 og 34 pladser.

Benny Gantz siger videre i sin tale natten til onsdag, at han vil tale med "alle" i et forsøg på at danne en samlingsregering, herunder Avigdor Lieberman.

Valgstedsmålinger viser, at den tidligere israelske forsvarsminister og udenrigsminister Avigdor Lieberman og hans højreorienterede parti, Yisrael Beiteinu, kan komme til at spille en vigtig rolle, når den nye premierminister skal udpeges.

Yisrael Beiteinu står ifølge valgstedsmålinger sent tirsdag aften til at fordoble antallet af pladser i Knesset fra sine nuværende fem.

Det er fortsat uklart, hvem Lieberman vil pege på som premierminister.

- Jeg vil kæmpe for at danne en national samlingsregering, siger Benny Gantz.

- En bred samlingsregering, tilføjer han.

Den tidligere hærchef opfordrer i samme ombæring sine politiske modstandere til at mødes med ham, således at de kan danne en "bedre regering for alle borgere".

Gantz gentager, at de i første omgang er nødt til at vente tålmodigt på resultaterne.

Tidligere har Blå og Hvid sagt, at partiet kun vil gå i regering med Likud, hvis det ikke er Netanyahu, der står i spidsen for det.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce