Annonce
Erhverv

Netbutikkerne: - Dansk erhvervsliv bør juble over en styrket Vestager

Niels Ralund, FDIH. Pr-foto

Faste læsere af denne klumme vil vide, at jeg er en meget stor fan af Margrethe Vestager. Det er i særdeleshed hendes tid som konkurrence-kommissær, hvor hun med vid og bid kæmpede for fair konkurrence, der har imponeret mig.

Hun havde især et kritisk blik på de amerikanske techgiganter som Google og Amazon, der med enorme ressourcer og tvivlsomme metoder udfordrer den fair konkurrence. Google blev eksempelvis straffet for at udnytte sit monopol, og Amazon undersøges for det samme.

Derfor ærgrede det mig også gevaldigt, da Margrethe Vestager tabte kampen om at blive formand for EU-kommissionen. Hun ville i mine øjne havde været den helt rette formand, der med sin fornuft, erfaring og særlige evne til at gøre komplekse problemstillinger relevante og forståelige kunne bære EU ind i fremtiden.

Skuffelsen blev dog afløst af glæde i denne uge, da det kom frem, at Margrethe Vestager de kommende fem år bliver næstformand med hovedansvar for den digitale omstilling og samtidig beholder ansvaret for at sikre fair konkurrence som konkurrencekommissær.

Det kunne ikke være bedre, og jeg kipper både med den danske klaphat og trutter i fair konkurrence-hornet.

Vores danske superhelt får nemlig et større ansvar, men bliver samtidig på de faste jagtmarker, hvor jeg er sikker på, at hun vil fortsætte som den kompetente vagthund, der vil kæmpe for, at alle - også de amerikanske techgiganter - spiller efter samme regler.

Det er der i den grad brug for i en tid, hvor den fair konkurrence er under pres, og hvor monopollignende virksomheder får større magt.

Lad mig give et eksempel. Amazon er i fuld gang med at bygge et nyt kæmpe logistikcenter lige syd for den dansk-tyske grænse. Det er ifølge borgmester Gero Neidlinger i byen Borgsted fantastisk, fordi det vil føre arbejdspladser til byen. I samme ombæring slår han dog fast, at det ikke står klart, hvor meget Amazon skal betale i skat.

- Men mulige skatteindtægter har heller ikke været afgørende i forbindelse med salget af grunden. For os handlede det om at skabe arbejdspladser og få vores erhvervsområde på markedet, som han siger.

Jeg skal ikke kloge mig på tyske skatteforhold, men jeg må indrømme, at det giver mig en smule nervøse trækninger, for Amazon har et notorisk anstrengt forhold til skattebetaling. Jeg er dog et positivt menneske, og derfor vil jeg trods eksempler på det modsatte forvente, at en af verdens største virksomheder, der også sidder på knap halvdelen af det tyske e-handels-marked, selvfølgelig kommer til at betale skat på samme vilkår som konkurrenterne i Tyskland.

Jeg vil heller ikke spekulere i, at den amerikanske e-handels-gigant også i dette tilfælde er blevet lovet guld og grønne skove for at vælge placeringen af deres logistikcenter.

Og hvis min forestilling om, at Amazon selvfølgelig spiller efter samme regler som andre, mod forventning skulle briste, så vil jeg glæde mig over, at vi nu har en styrket Margrethe Vestager tilbage som konkurrencekommissær.

Det er godt nyt for forbrugere, virksomheder og EU.

Annonce

Vi har en styrket Margrethe Vestager tilbage som konkurrencekommissær. Det er godt nyt for forbrugere, virksomheder og EU.

- Jeg kipper både med den danske klaphat og trutter i fair konkurrence-hornet, skriver Niels Ralund om ugens udnævnelse af den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager. Foto: Francois Walschaerts/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce