Annonce
Erhverv

Netto-direktør: - Der er beslutninger, du som kunde ikke gider at træffe

Nogle af de kedelige basisvarer kan forsvinde fra Netto-butikkerne, hvis kunderne køber dem på nettet. Det er håbet hos Nettos øverste direktør Michael Løve, der her ses ved en tidligere åbning af en ny butik. Arkivfoto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Netto vil sælge toiletpapir på abonnement, og det skal skabe bedre plads til indbydende måltidsløsninger i butikkerne. Dermed har endnu en butikskæde erkendt, at vi forbrugere i stigende grad vil købe almindelige dagligvarer på nettet

Forbrug: Både Coop og Nemlig.com har i årevis solgt helt almindelige supermarkedsvarer på nettet, men den mest profitable dagligvarekoncern i Danmark - Salling Group - har mildest talt været fodslæbende.

For to år siden begyndte Sallings varehuskæde Bilka ganske vist at åbne for bestillinger på nettet, men kunderne skal stadig selv hente varerne i det nærmeste Bilka-varehus.

Nu overgiver landets største discountkæde, de Salling-ejede Netto-butikker, sig også til nethandel med et koncept, der endnu ikke har været set i Danmark.

Med tjenesten Fillop kan danskerne snart få bragt kedelige varer som toiletpapir, ris, tandpasta og andre basisvarer hjem til hoveddøren med en abonnementsordning. Så ankommer disse varer med de intervaller, som man har bestilt, mens man fortsat må skaffe sine ferske fødevarer på anden vis.

Man kan nemlig hverken bestille mælk eller kyllingelår over Fillop, for dem ser Netto gerne, at man henter i den nærmeste butik.

Nettos topchef Michael Løve mener, at den nye tjeneste bliver en lettelse for kunderne, fordi de færreste går voldsomt op i navnet på deres køkkenruller eller madpapir.

- Det ville aldrig passe til Netto at levere det samme produkt, som Coop og Nemlig.com gør. Vi skal noget andet, og derfor har vi udtænkt dette koncept. Det unikke er, at der er en discountkæde, der laver en landsdækkende løsning for distribution af dagligvarer til folks hjem. Det kender jeg ikke til noget andet sted i verden, siger Michael Løve.

Annonce

Gammel kæde

Netto-kæden, der foruden mere end 500 butikker i Danmark også rummer discountbutikker i Polen og Tyskland, styres fra et hovedkvarter i Køge, hvor kæden også har sit lager.

Michael Løve kom til koncernen for præcis to år siden efter en lang karriere med topposter hos danske Coop og senest i spidsen for en stor britisk byggemarkedskæde.

Netto er en gammel butikskæde fra 1981 og trængte til fornyelse, og Michael Løve var fra starten ærgerlig over de mange lukkede kontorer i Køge. Nu skal de bygges om til storrumskontorer, og derfor mødes vi nu i en midlertidig pavillon, der ikke helt holder standarden for et domicil til en milliardkoncern.

Over hoveddøren står der ”Hundehuset” på et skilt med klar reference til skottehunden, der er Nettos maskot.

Ekspansionen i Danmark fortsætter. Næste år når man op på 520-530 butikker, for tiltroen til den fysiske butik er intakt, selvom det er populært at tale om nethandel. Ifølge analyseinstituttet Nielsen har 14 procent af danskerne prøvet at handle dagligvarer på nettet, men det er stadig kun omkring to procent af salget, der i dag foregår online.

- Hvorfor er mad bestilt på nettet og leveret til din hoveddør ikke eksploderet? Ligesom tøj, elektronik og alt muligt andet? Jeg tror, at den største barriere er, at det kræver ret meget planlægning af dig. Du skal sætte dig ned og beslutte, hvad du vil have til middag, og det er en meget rationel øvelse, der kræver noget disciplin, siger Michael Løve.

Nogle giver op

Han mener, at denne øvelse tiltaler nogle forbrugere, mens andre giver op og foretrækker at lade sig inspirere, når de rent faktisk står foran køledisken i den nærmeste butik.

Til gengæld mener man ikke hos Netto, at ret mange ønsker at bruge energi på de mere kedelige varer som køkkenruller og vaskepulver, som det også kan være besværligt at slæbe med hjem.

- Så hvorfor skal du stå og bøvle med det nede i butikken? Vi tror på, at vi hjælper dig ved at automatisere de valg, du ikke ønsker at bruge tid på. Nogle gange gør man det nemmere for kunden ved at fjerne nogle valg fra dem. Det er hele discountkonceptets præmis, at der er beslutninger, som du som kunde ikke gider at træffe, siger Michael Løve.

1500 testpersoner

Lige nu befinder Fillop sig i en testfase, og efter den første dag havde over 1500 danskere meldt sig som testpersoner. Efter nytår skal Fillop være klar i en endelig udgave, og så skal en omfattende reklamekampagne gøre abonnementsservicen kendt blandt forbrugerne.

Målet er 50.000 kunder inden for det første år. Hvis det lykkes, vil Netto allerede tjene penge på tjenesten, oplyser Michael Løve.

Men Fillop kan også løse et pladsproblem for Netto. Mange af de ældre butikker i kæden er meget små og kan dårligt leve op til de krav, som der stilles til discountbutikker i dag. Derfor er der i fremtiden udsigt til færre af de kedelige varer i Netto.

- Det vil passe mig fint, hvis vi over tid kan tage noget af trykket væk fra de varer, der naturligt bestilles med Fillop-konceptet. Så kan vi bruge pladsen på flere ferske varer og flere økologiske valgmuligheder, som vi har i sortimentet, men som vi ikke har plads til i alle butikker i dag, siger Michael Løve.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce