Annonce
Erhverv

Netto slår dørene op for nyt internetsupermarked

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Med den digitale platform Fillop kaster Netto sig ind i kampen om forbrugernes internetindkøb.

Det skal være slut med at løbe tør for toiletpapir eller slæbe tunge æsker vaskepulver hjem fra supermarkedet.

Det mener Netto, der nu lancerer den digitale abonnementsservice Fillop.

- Fillop handler om at spare tid på det kedelige og nødvendige, så det er en leveringsservice af basisdagligvarer, som giver tid til at handle de friske varer i butikken.

- Basisvarerne leveres i et fast interval, som du selv kan justere alt efter behov, siger Martin Hasgard Olesen, som er kommerciel direktør i Netto Danmark.

Tirsdag bliver Fillop lanceret i en betaversion, som danskere over hele landet kan tilmelde sig.

Der bliver ifølge Martin Hasgard Olesen lukket et par tusind ind til at begynde med, og det er først til mølle-princippet.

Netto forventer 50.000 forbrugere på platformen inden for et år, og det burde ikke være noget problem, for Fillop rammer et hul i markedet, mener den kommercielle direktør.

At slippe for besværet med basisvarer og samtidig have muligheden for selv at udvælge kød og grøntsager i supermarkedets kølediske er nemlig et ønske, som kunderne ifølge Martin Hasgard Olesen udtrykker.

- Forbrugerne mener, der er nogle barrierer for onlinehandel i dag, som handler om planlægning, pris og særligt at kunne vælge de friske varer selv.

- Man vil selv kunne vælge fedtmarmoreringen på bøffen eller størrelsen på blomkål.

Også en undersøgelse fra Norstat for Dansk Erhverv fra 2017 viste, at 64 procent af de adspurgte, som ikke har handlet dagligvarer online inden for de seneste to måneder, har valgt det fra, fordi de gerne vil se og vurdere varerne først.

At flytte salget af basisvarer over på en digital platform giver samtidig mere plads til ferskvarer i de fysiske butikker.

- Der er ingen grund til, at de varer, som man skal bruge hver uge, er stablet fra gulv til loft i butikken, når man kan få det leveret hjemme.

- Til gengæld er der mere plads til et bredere udvalg af ferskvarer, så vi kan have mere frugt, grønt og flere måltidsløsninger, siger Martin Hasgard Olesen.

Tjenesten åbner for alle forbrugere senest i begyndelsen af 2020.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Efter lokalplanbommert: Varde Bolig Administration lægger Ingeniørgruppen på køl

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Annonce