Annonce
Udland

New Yorks borgmester støtter Bernie Sanders i præsidentkampen

Amr Alfiky/Reuters
Bill de Blasio støtter Bernie Sanders, fordi han kæmper for de arbejdende familier og kan slå Donald Trump.

Borgmester i New York City Bill de Blasio støtter den venstreorienterede senator Bernie Sanders i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Annonce

Det oplyser borgmesteren fredag.

- Jeg støtter Bernie, fordi han støtter arbejdende familier og altid har gjort det, udtaler Bill de Blasio i en erklæring ifølge CNN.

- Newyorkere kender kun alt for godt til skaderne forårsaget af Donald Trumps fremmedhad, snæversynethed og hensynsløshed. Bernie er den kandidat, som kan besejre ham.

Bill de Blasio har en stærk vælgerskare blandt sorte i New York.

Bernie Sanders selv er "stolt" over at have opbakning fra de Blasio.

- Borgmester Bill de Blasio ved, at den eneste måde, vi kan besejre Donald Trump på, er ved at forene mennesker fra alle baggrunde omkring en dagsorden, der taler til de arbejdende familiers behov, udtaler Bernie Sanders i en erklæring ifølge CNN.

- Jane (Bernie Sanders' hustru, Jane O'Meara Sanders, red.) og jeg voksede op i Brooklyn (New York-bydel, red.), og vi er så stolte over at have opbakning fra en New York City-borgmester, som hver dag kæmper for at forbedre newyorkernes liv.

Forholdet mellem Bernie Sanders og Bill de Blasio går længere tilbage end den aktuelle valgkamp. Blandt andet talte Sanders ved borgmesterens anden indsættelse nytårsdag i 2018.

Bill de Blasio, som efter planen skal føre valgkamp med Bernie Sanders i Nevada forud for primærvalget i delstaten den 22. februar, er den første tidligere kandidat til at støtte Sanders.

Bill de Blasio trak selv sit kandidatur i Demokraternes nomineringskamp i september sidste år.

Det gjorde han, efter at det ikke lykkedes ham at samle tilstrækkelig opbakning til at kvalificere sig til Demokraternes tv-debat.

Samtidig havde De Blasios fravær fra borgmesterembedet i New York under valgkampen givet kritik.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce