Annonce
Sport

NFL-spiller forsøger at få omstødt lang karantæne

Myles Garrett fra Cleveland Browns appellerer historisk hård straf for at slå en quarterback med en hjelm.

Myles Garrett fra Cleveland Browns har appelleret den karantæne på ubestemt tid, som NFL i sidste uge tildelte ham for at slå en modstander med en hjelm.

Det oplyser en anonym kilde til tv-stationen ESPN.

Ved en høring i New York begrundede Myles Garrett og repræsentanter for spillernes organisation appellen med, at en NFL-spiller, som for tre år siden var involveret i en tilsvarende hændelse, kun fik en karantæne på tre kampe.

Garretts karantæne gælder som minimum for resten af denne sæson. Ifølge Reuters er det den hårdeste straf, NFL nogensinde har uddelt. Han får heller ikke løn under karantænen.

NFL vil senere denne uge tage stilling til Garretts appel.

Det var i slutningen af en kamp mellem Cleveland Browns og Pittsburgh Steelers, at Myles Garrett mistede besindelsen.

I en forsvarssituation fik Garrett grebet om Steelers-quarterback Mason Rudolphs hjelm.

Det lykkedes en godt gal Garrett at rive hjelmen af rivalen, hvorefter han slog quarterbacken i hovedet med hjelmen.

Herefter gik det stærkt, og Steelers-spillerne fik tacklet Garrett i jorden, hvor flere spark og slag fløj hans vej.

Spillere fra begge hold blandede sig i slagsmålet, hvor der blev delt slag og spark ud til højre og venstre, mens to dommere forsøgte at få parterne skilt ad.

I forbindelse med onsdagens høring i New York beklagede quarterback Mason Rudolph sin egen rolle i sagen.

- Jeg har ingen dårlige følelser over for Myles Garrett. Stor respekt for hans evner som spiller. Og jeg ved, at hvis Myles kunne skrue tiden tilbage, så ville han håndtere hændelsen på en anden måde, lød det desuden fra Rudolph.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce