Annonce
Sport

Nicki Sørensen satser på ambitiøst israelsk cykelprojekt

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Danske Nicki Sørensen er sportsdirektør for Israel Cycling Academy, som i øjeblikket kører Danmark Rundt.

Nicki Sørensen har den seneste tid kastet sine kompetencer i hænderne på en stor israelsk cykelsatsning i form af Israel Cycling Academy, som har status af et prokontinentalhold - det næstbedste niveau.

Holdet deltager i det igangværende PostNord Danmark Rundt, hvor målet var at komme på podiet.

Men på sigt er ambitionerne noget større, siger den tidligere danske cykelprofil, der er holdets sportsdirektør og samtidig fungerer som coach for tre af rytterne.

- Ambitionen er at køre Tour de France og have den første israeler nogensinde med i Touren. Det er et ambitiøst hold og et ambitiøst projekt, siger Nicki Sørensen.

Han var senest sportsdirektør for Aqua Blue Sport, men stod uden job, da holdet lukkede ned for et år siden.

Fra januar i år kom han til Israel Cycling Academy, som han også i 2016 var tilknyttet.

Dengang lå holdet et hak længere nede i lagene og arbejdede primært med talentudvikling blandt unge ryttere.

- Siden er det blevet et hold, som både er et udviklingshold, men også har store ambitioner.

- I 2016 lå vi i røven af tredje division, og det var et meget lille hold. Det er meget større nu. Der er 70 personer, der er involveret i holdet på fuldtid.

- Det er en fed opgave. Jeg kommer fra et mindre hold, hvor jeg havde lidt mere indflydelse på det sportslige, og på det her hold er jeg en del af mange. Men det er spændende og et godt organiseret hold, siger Nicki Sørensen.

Tidligere på måneden blev det offentliggjort, at den irske cykelstjerne Dan Martin skal køre for holdet fra næste sæson.

Den dobbelte Tour de France-etapevinder kommer til fra World Tour-holdet UAE Emirates og bliver en vigtig brik i kampen om at nå cykeltoppen, mener Nicki Sørensen.

- Vi håber med Dan Martin, at vi kan være mere konkurrencedygtige i de større løb og også få invitationer til de helt store løb.

- Det kan være en af måderne at komme til Touren med navne som ham på holdet, siger danskeren, der personligt har et mål om, at holdet kommer til Touren i 2021, hvor det prestigefyldte løb starter i Danmark.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om flystøj: Det kan staten ikke være bekendt

Det er en urimelig behandling, mange af naboerne til de kommende F-35 kampfly i Skrydstrup har udsigt til at få. Fredag præsenterede et bredt politisk flertal en aftale, som vil koste skatteyderne 250 millioner kroner i forskellige former for kompensationer til de støjramte naboer. Det er i sig selv mange penge, men det er dog kun godt en procent af det beløb, som staten bruger på selve købet af de 27 nye fly. Når man køber fly for 20 milliarder kroner, skal man også være parat til at betale en anstændig pris for at undgå, at naboer kommer i økonomisk klemme, fordi deres boliger vil falde i værdi. Man kan af gode grunde ikke på forhånd vide, hvad det værditab bliver, og derfor kan der ikke på nuværende tidspunkt afsættes et fast beløb. Men det gør det politiske flertal i en aftale, der ud over at være for nærig også er alt for firkantet. Staten vil tilbyde 117 boligejere tættest på flyvestationen, der bor i en såkaldt rød zone, at de kan få opkøbt deres ejendom. Til gengæld er der cirka 1500 beboere i en såkaldt gul zone lidt længere væk, som kun vil blive tilbudt en støjsikring til 70.000 kroner. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) forsvarer sig med, at der ikke er juridisk grundlag for at udbetale erstatning for det værditab, der måske vil blive på grund af den forøgede flystøj. Men så må det politiske flertal træde i karakter som lovgivere og sørge for, at dette juridiske grundlag bliver skabt. Det må selvfølgelig ikke blive et tag selv-bord for husejere, der bare vil kunne påstå, at de har fået et kæmpe værditab og derfor skal have en erstatning. Det skal være en uvildig instans, som konkret skal vurdere, om ejendommene i området kommer til at tabe mere i værdi, end de måske ellers ville have gjort, hvis der ikke var købt nye kampfly. Det vil betyde, at staten ikke på forhånd kan vide, hvad udgiften til at dække naboernes tab bliver. Men det er en regning, alle skatteydere må være parat til at betale.

Danmark

Agnes er dybt skuffet over flyerstatning: Det er fuldstændig uanstændigt

Annonce