Annonce
Navne

Niels Anker Kofoed er død

Niels Anker Kofoed voksede op i en landbofamilie, og i løbet af sin politiske karriere var han flere gange landbrugsminister. Scanpix/Palle Hedemann/arkiv

Tidligere minister, medlem af Folketinget og medlem af Europa-Parlamentet Niels Anker Kofoed er søndag morgen død, 89 år gammel.

- Da Niels Anker Kofoed sov stille ind den 6. maj om morgenen, mistede vi ikke blot vores far. Vi mistede også et menneske, som var politiker til fingerspidserne med klare holdninger, udtaler hans søn, Thor Gunnar, og to døtre, Birthe og Ingrid.

Kofoed kom fra en landbofamilie, hvilket også kom til udtryk i hans politiske karriere.

Han blev første gang valgt ind i Folketinget i 1968 og var landbrugs- og fiskeriminister i Poul Hartlings smalle Venstre-regering fra 1973 til 1975.

Senere fik han ministerkontoret igen - endda i to omgange.

Først som landbrugsminister i SV-regeringen fra 1978 til 1979 og igen i Poul Schlüters borgerlige firkløverregering fra 1982. Denne gang sad han som minister frem til 1986.

- Niels Anker Kofoed blev nærmest født som Venstremand og vedblev at være det til sin dødsdag, men han var også meget socialt sindet, skriver familien.

- Det kom både til udtryk, da han sad i Ibsker Sogneråd, i Folketinget og i Europa-Parlamentet. Og så var han først og fremmest bonde.

I en stor del af 90'erne sad Niels Anker Kofoed i Europa-Parlamentet.

Her blev han kendt som en energisk fortaler for EU, inden han i 1999 stoppede sin politiske karriere og vendte hjem til sin fødeø, Bornholm.

- Da han stoppede som aktiv politiker, fik han lidt mere tid til at se os - sine nu voksne børn og børnebørn. Men han holdt ikke op med at være aktiv i alle mulige sammenhænge, skriver familien.

- Han tog stadig til møder som oplægsholder rundt om i landet og benyttede lejligheden til at besøge gamle højskolevenner.

Derudover var han aktiv i Rotary i Nexø og Forhenværende Folketingsmedlemmers Forening, hvor han udvekslede synspunkter med gamle politiske med- og modspillere. (Ritzau)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce