Annonce
Varde

Nordenskov er på en midlertidig førsteplads efter hektisk uge

NUIF spillede to storkampe i sidste uge, der resulterede i en sejr og et nederlag. Klubben ligger stadig på førstepladsen inden weekenden, hvor NUIF sidder over. Foto: Alan A. Garlick
Sidste uge bød på to begivenhedsrige kampe for NUIF Volley, der mødte to af de største klubber i dansk volleyball. Her blev det til en sejr og et knebent nederlag, men NUIF indtager stadig ligaens førsteplads.

Nordenskov: NUIF Volley sidder over denne weekend, men indtager lige nu en midlertidig førsteplads i volleyligaen. Pausen er velfortjent, da et drabeligt program ventede holdet i sidste uge. NUIF skulle nemlig op imod to giganter i dansk volleyball.

Onsdag kom Marienlyst på besøg i Helle Hallen, hvilket resulterede i en kontroversiel sejr, og weekenden bød på et topopgør mod de forsvarende mestre fra Gentofte på Sjælland.

- Det var den værste sejr og det bedste nederlag nogensinde, siger Jakob Møller, der er sportschef i NUIF Volley.

Hjemmekampen imod Marienlyst var et stort tilløbsstykke, og sæsonrekorden blev også slået, da 235 tilskuere mødte op i Helle Hallen. NUIF havde aldrig tidligere vundet over storklubben fra Fyn, så der var lagt op til et dramatisk opgør.

Annonce

Dramatik

Og dramatik kom der. Marienlyst fik to skader i første sæt og blev taberdømt, fordi de ikke kunne stille hold. Dermed var kampen overstået på under en time. De fremmødte tilskuere fik dog af klubbens sponsorer tildelt billetter til holdets næste hjemmekamp.

- Vi var glade for sejren, men det var på en ærgerlig baggrund, også for tilskuerne, siger Jakob Møller.

Den hurtigt overståede hjemmekamp mod Marienlyst betød, at det var et friskt og kampklart NUIF-hold, der drog til Gentofte som ubesejrede. Vestjyderne var dog uden holdet største profil, Will Craft, som havde pådraget sig en flænge i ansigtet til træning.

NUIF tabte de to første sæt stort, men kom stærkt tilbage og vandt de to næste. Femte sæt var derfor helt åbent, men de forsvarende danmarksmestre fra Gentofte endte som sejrherrer. NUIF havde dog vundet to sæt over sjællænderne, som indtil da ikke havde tabt et eneste i sæsonen.

- Der var en super stemning i bussen på vej hjem. Alle spillerne lærte noget af den kamp, siger Jakob Møller.

Slutspilsplads

NUIF har 18 point efter syv kampe og indtager som skrevet volleyligaens førsteplads, inden Gentofte, der har en kamp i hånden, skal spille i weekenden. Det ligner, at en slutspilsplads er sikret, og man skulle tro, at de sigter højere i Nordenskov end top seks, der er den officielle målsætning. Men Jakob Møller holder begge ben på jorden.

- Ingenting er afgjort endnu, men vi går efter at placere os så godt som muligt i grundspillet, så vi får en mere overkommelig modstander i en eventuel kvartfinale, siger han.

NUIF Volley spiller igen 16. november, hvor holdet tager hul på pokalturneringen imod DTU. Næste kamp i volleyligaen er 24. november på hjemmebane imod Amager VK.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce