Annonce
Udland

Nordmakedonien går til valg i utide efter kold skulder fra EU

Ognen Teofilovski/Reuters
Et parlamentsvalg i Nordmakedonien 12. april ventes at blive stærkt domineret af EU-spørgsmål.
Annonce

Nordmakedoniens parlament har ved en afstemning opløst sig selv og fastsat den 12. april som dato for et valg, som ventes at blive domineret af EU-spørgsmål.

Valget, som kommer til at finde sted otte måneder, før den nuværende valgperiode udløber, bliver en test af den proeuropæiske politik, som er blevet ført af tidligere premierminister Zoran Zaevs socialdemokrater.

Ved afstemningen, der fandt sted sent søndag aften, stemte 108 af de 120 delegerede for udskrivelse af valg.

Det sker efter Zaevs tilbagetræden i sidste måned, hvor EU afviste at give balkanlandet en startdato for optagelsesforhandlinger.

Nordmakedonerne meddelte tilbage i 2004, at de ønskede at blive medlem af EU. Året efter fik landet officielt status af kandidatland.

Nordmakedonien havde håbet, at landet kunne indlede optagelsesforhandlinger med EU, efter at en årelang navnestrid med Grækenland blev løst, da Makedonien skiftede navn til Nordmakedonien.

Zaevs regering er erstattet af et forretningsministerium under ledelse af landets indenrigsminister, Oliver Spasovski.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, afviste i oktober at gå med til at indlede forhandlinger med Nordmakedonien, selv om der er udbredt bekymring over stigende russisk og kinesisk indblanding og indflydelse på Balkan.

Ved EU-topmødet i oktober fik både Nordmakedonien og nabolandet Albanien en kold skulder i spørgsmålet om EU-medlemskab.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde imidlertid søndag, at hun vil knytte lande på Balkan så tæt til EU som muligt for at dæmpe frustrationerne især i Nordmakedonien.

Frankrig har også ændret holdning. Det er sket, efter at EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til en ny metode for optagelsesprocessen, hvilket franskmændene havde krævet.

Macron sagde på weekendens sikkerhedskonference i München, at han er positivt stemt for at indlede en optagelsesproces med de to lande, såfremt EU-Kommissionen i marts vurderer, at landene er klar.

- Hvis resultatet er positivt, og der er etableret en tillid, så bør vi kunne åbne for forhandlinger, sagde Macron.

Serbien og Montenegro har også ambitioner om at blive en del af EU, men optagelsesprocessen har længe været fastfrosset som følge af bekymring over migrationen til EU og krisen om brexit.

Bosnien og Kosovo, som også håber at blive optaget i EU på et tidspunkt, halter langt bagefter nabolandene.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce