Annonce
Aabenraa

Nordtyskland er andet end billige dåsebajere

Gert Eilrich

- Nu kan danskerne igen valfarte til Tyskland for at hente billige dåsebajere!

Sådan kommer det til at lyde igen og igen fra danske journalister, når de skal fortælle om den længe ventede grænseåbning. Og bevares, jeg ville måske også selv kunne forfalde til metaforen i en snæver vending, men alligevel kan man som beboer i det sydlige Jylland godt blive lidt træt af netop det argument hele tiden - for Nordtyskland er bare SÅ meget andet for os, der indtil coronaen lukkede grænsen jævnligt har brugt området.

Det er her, vi går i Eksperimentariet, på museer, til koncerter, ser Emil Noldes smukke malerier eller (hvis man mere er til action) danskerholdet Flensborg-Handewitts hjemmekampe.

Her går vi i badeland, legeland, marskland - grænseland!

Det er her vi spiser græsk, tyrkisk, libanesisk, italiensk - eller bare en döner kebab med sauerkraut. På en helt almindelig aften tror jeg halvdelen af alle gæster er danske på restauranterne i Flensborg. Det er her, vi træner på racercykel, for tyskerne opfører sig bedre i trafikken og giver plads til cyklister. Det er her, bilister får service på deres bil til halv pris, mens far går i Bauhaus og køber ind i Nordeuropas største indendørs byggemarked, mens mor frekventerer Förde Park eller Citti med modebutikker på stribe. Det er her, vi kan få en fuldstændig korrekt ristet espresso ved fortovsbordene i Rote Strasse, mens det store grøntmarked hver onsdag og lørdag netop nu lokker med de lækreste, sprøde, hvide asparges. Det er i dette område, vi ofte holder fri en enkelt time, udvider med en enkelt overnatning eller måske syv i vinterferien eller efterårsferien, hvis vi da ikke flyver sydpå fra Tysklands store lufthavn i Hamborg - byen der med al opland mønstrer lige så mange indbyggere, som der er i hele Danmark tilsammen. Hamborg er Europas 8. største by, så derfor er det ikke løgn, når vi siger: I Hamborg finder du alt. A-L-T! Det er syd for grænsen, jeg var på bryllupsrejse, her har vi fejret mine børns konfirmation, når alle de lokale restauranter var reserveret 10 år ud i fremtiden. Det er her, vi får den uspiste mad med hjem i en hvid flamingoboks - helt uden at rødme, som var det den naturligste ting i verden. Jamen, handler du da slet ikke lokalt? Jo da, formentlig 99 procent af tiden, men der skal også ske noget nyt en gang i mellem - ligesom når jeg støder på tyskere ved mejerikøleren i Føtex i Aabenraa.

Hvornår grænsen skal åbne igen, lader jeg politikerne og kompetent sundhedsfagligt personale afgøre, men der skal ikke herske tvivl: Jeg savner mine dejlige hverdags-afbræk i det Nordtyske.

Jeg føler mig hjemme i det her område, hvoraf mange også kan lidt dansk. Det tager mig 20 minutter at køre til Flensborg (på størrelse med Aalborg) og lidt under 2 timer at køre til Hamborg. Det tager mig mere end 3 timer at nå København... Så Nordtyskland er bare så meget andet end billige dåser - og jeg bliver altid så ked af det, når journalister igen og igen bruger denne metafor, da det "forfladiger" den ellers superfine symbiose, der er mellem Danmark og Tyskland i grænselandet. Nordtyskland ER også billige dåsebajere, men det er godt nok også SÅ meget andet..

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce