Annonce
Sport

Norsk EM-guldvinder slutter sig til Team Esbjerg

Håndboldspilleren Henny Reistad fejrede i december EM-guld med Norge. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Henny Reistad skifter til Team Esbjerg, som har skrevet en toårig kontrakt med nordmanden.
Annonce

Team Esbjerg har sikret sig den norske landsholdsspiller Henny Reistad.

Det bekræfter håndboldspilleren over for nyhedsbureauet NTB.

Hun skifter til sommer til den vestjyske klub fra norske Vipers Kristiansand, som lørdag spillede uafgjort mod netop Esbjerg i Champions League.

Her scorede hun fire mål.

- Det var et svært valg, men det handler i bund og grund om at få en udfordring, hvor alt er nyt. Jeg tror, at det er godt for min videre udvikling, siger hun til NTB.

- Når man sætter Vipers op mod Esbjerg, er der ikke den store forskel. Jeg må sige, at det har været et svært valg.

Team Esbjerg bekræfter også nyheden i en pressemeddelelse, hvor cheftræner Jesper Jensen fortæller om store ambitioner for klubbens nye spiller.

- Vi har gennem årene været stolte af den måde, spillere har udviklet sig på, mens de har været her. Det samme vil vi gerne gøre med Henny Reistad, siger han.

- Vi har fulgt hende siden hendes landsholdsdebut og har konstateret, at hun er blevet dygtig meget hurtigt og måske er det største talent på verdensplan lige nu.

- Henny rummer mange af spillets facetter, mest af alt gennembrudsspillet, hun har stor fysik og er skudfarlig, især fra gulvet - og så er hun eksplosiv, lyder det fra cheftræneren.

21-årige Reistad var med, da Norge i december vandt guld ved EM, der blev afholdt i Danmark.

Reistad har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce