Annonce
Udland

Norsk regering planlægger krisemøde efter sag om IS-kvinde

Benoit Tessier/Reuters
Norges statsminister mødes mandag for at diskutere hjemtagelse af IS-kvinde og børn med Fremskrittspartiet.

Norges statsminister Erna Solberg (Høyre) og Fremskrittspartiets (FrP) leder, Siv Jensen, mødes mandag for at diskutere en verserende strid i regeringen.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

De nuværende problemer i Norges regering er udløst af, at de norske myndigheder har bidraget til at hjemtage en norsk-pakistansk kvinde og hendes to små børn fra Syrien. Det ene barn er alvorligt syg.

Kvinden har giftet sig med en mand, der har kæmpet for den militante gruppe Islamisk Stat.

- Vi har aftalt et møde mandag, hvor Siv Jensen vil gennemgå de tiltag, som FrP har varslet, at partiet vil lægge frem, lyder det i en fælles udtalelse fra Erna Solberg og Siv Jensen til NTB.

Hjemtagelsen har udløst store reaktioner internt i det indvandringskritiske parti, der er imod, at kvinden og de to børn kommer til Norge.

FrP-ledelsen er ved at udarbejde en liste over krav til de tre øvrige regeringspartier, Høyre, Kristelig Folkeparti og Venstre.

Siv Jensen, der også er finansminister, har truet med, at partiet vil forlade regeringen. Hun siger, at "bægeret er fuldt".

Kvinden, der har siddet i flygtningelejr, er fredag på vej til Norge, men er tidligt fredag eftermiddag ikke landet. Hun ventes at blive anholdt, så snart hun lander, skriver NTB.

Nyhedsmediet Rojava Information Center, der dækker det kurdiske selvstyreområde i Syrien, oplyser fredag formiddag, at kvinden er blevet udleveret til de norske myndigheder. Det skriver mediet på Twitter.

Siv Jensen mødte fredag den norske presse. Her fattede hun sig i korthed, da hun blev spurgt ind til regeringsuroen.

- Fremskrittspartets ledelse arbejder på at komme med et svar på det her. Jeg har ikke mere at sige lige nu, og jeg kommer tilbage til jer, når jeg har noget mere at sige, lyder det fra Siv Jensen.

/ritzau/NTB

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Annonce