Annonce
Erhverv

Norwegian har færre passagerer men flyver længere

Joel Saget/Ritzau Scanpix
For sjette måned i træk kan Norwegian glæde sig over en stigning i sine enhedsindtægter, viser trafiktal.

Færre passagerer valgte at flyve med det norske luftfartsselskab Norwegian i september.

Selskabets trafikstatistik for måneden viser, at Norwegian fløj med lidt over 3,3 millioner passagerer. Det var fire procent færre end samme måned sidste år.

Trods tilbagegangen fløj Norwegian i september længere med de passagerer, der satte sig om bord i selskabets fly. Antallet af fløjne passagerkilometer steg nemlig med to procent i forhold til samme måned sidste år.

Også sædekapaciteten, der er et udtryk for, hvor stor en andel af selskabets sæder i flyene som bliver fyldt ud, steg sammenlignet med september i fjor. Mere præcist steg sædekapaciteten med en procent.

Endelig kunne Norwegian glæde sig over, at enhedsindtægterne, som betegner indtægten per flysæde per kilometer, steg med seks procent. Det er ifølge Norwegian sjette måned i træk, at den post viser fremgang.

- Nu, hvor Norwegian bevæger sig fra vækst til lønsomhed, er det også positivt, at efterspørgslen er god og stabil.

- Driftsmæssigt fortsætter selskabet med at levere bedre og bedre resultater, og vi er godt på vej til at nå målet om en omkostningsreduktion på to milliarder norske kroner i 2019, siger Geir Karlsen, fungerende koncernchef og finansdirektør i Norwegian, i en pressemeddelelse.

Gennem længere tid har Norwegian kæmpet med sin økonomi. Derfor er det rigtig positivt, at selskabet både øger sine enhedsindtægter og fortæller om en god udvikling i forhold til at sænke sine omkostninger.

Sådan lyder det fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank og tæt følger af luftfartsbranchen.

- Det er meget vigtigt for Norwegian, at man kommer til at tjene mere på de passagerer, som man flyver med. Det er en vigtig del af medicinen.

- Men for at medicinen går fra bare at være medicin - til i og for sig at være en indtjeningsmæssig mirakelkur, så er man nødt til at arbejde på en masse andre områder også.

- Vigtigst af alt, at man får omkostningerne nedbragt, og det signalerer man, at man er godt på vej med. Det er nødvendigt, hvis Norwegian skal til at tjene penge igen, siger Jacob Pedersen.

Trafikstatistikken viser desuden, at Norwegian i september havde en punktlighed på 79,8 procent.

Den relativt lave procentsats skyldes ifølge selskabet, at det i september anvendte indlejede fly, som påvirkede punktligheden negativt.

De indlejede fly har højst sandsynligt skulle dække ind for de 737 MAX-fly fra Boeing, som ikke har måttet flyve i månedsvis på grund af flere ulykker.

/ritzau/

Annonce
Link til pressemeddelelse fra Norwegian
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce