Annonce
Debat

Nostalgi og tro hjælper i kampen mod frikadellerne

Den gule kornmark, den glade gris og bondemanden på sin traktor. Vi ved godt, at dansk landbrug er stordrift, men vi kan sagtens hygge os med glansbilleder. Som f.eks. sloganet for den multinationale mejerikoncern Arla i 2015: ”Omtanke hele vejen. Fra gård til dig. Ejet af landmænd”. Billedet af lyseblå kuttere, der tøffer ind i fiskerihavnen med morgenens fangst, folk, der stimler sammen og køber fisk direkte over rælingen, fiskeren, der står på kajen og tjærer nettene, er af samme karakter. Vi ved godt, at det ikke passer, men også her kan vi godt lide billederne. Også selv om de lyseblå kuttere for længst er blevet sejlet agterud.

Fra 1950’erne blev der bygget større og større fiskerfartøjer. Fiskeriet blev samtidig mere effektivt i kraft af ny teknologi. Det gjaldt f.eks. indførelse af fiskenet i nylon, der var stærkere og ikke skulle tjæres, og der var elektronisk udstyr som ekkolod og decca til at finde de bedste fiskepladser. Fra at være et hårdt slid og et relativt lavteknologisk erhverv blev fiskeriet til et teknologisk avanceret erhverv. Konsekvensen blev da også overfiskning og politiske indgreb med indførelsen af fiskekvoter – kort sagt retten til at drive fiskeri efter bestemte fiskearter i bestemte områder. Dermed var vejen også banet for støtte til oplægning og ophugning, hvilket markant reducerede antallet af kuttere. Der blev færre, men større fiskerfartøjer. Fra slutningen af 1980’erne og i 1990’erne blev tusinder af de gamle, små kuttere ophugget med offentlig støtte.

Det var dog ikke alle, der var villige til at acceptere, at den lille og hyggelige lyseblå fiskekutter var på vej ud. I marts 2004 dannede godt 60 kystfiskere fra hele landet Arbejdsgruppen for det Kystnære Fiskeri, der skulle udvikle det historiske, traditionelle og kystnære fiskeri. Tankegangen var præget af nationalromantik og var nærmest et forsøg på at sætte en helt anden politisk dagsorden, der skulle rulle udviklingen årtier tilbage og atter fylde havnene med små lyseblå kuttere. Det lod sig lige så lidt gøre som at rulle landbruget tilbage til små bondegårde og husmandsbrug.

Men som den industrielle landbrugsproduktion i stigende grad har fået et modspil af gårdbutikker og små, bæredygtige nicheproducenter, lever drømmen om det gammeldags fiskeri videre. I november 2014 stiftedes Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri som en forening for de fiskere, der bruger skånsomme redskaber som garn, snurrevod, ruser, tejner og kroge. Formålet er, at kystfiskeriet atter skal udgøre en vigtig og betydende del af dansk erhvervsfiskeri.

Men uanset udviklingen har erhvervet et problem. Danskerne vil ikke spise fisk to gange om ugen. Derfor stiftede organisationer i 1995 markedsføringsorganisationen Fiskebranchen. Undersøgelser viste, at kun halvdelen af danskerne spiste fisk og skaldyr. Der var altså plads til forbedring, og afsætningen skulle styrkes gennem en massiv kampagne. Det ambitiøse mål var at få 75 % af danskerne til at spise fisk. Den danske stat støttede projektet med 50 millioner kroner, og det samme gjorde EU. De mange penge blev ikke spildt. Tværtimod fik de ben at gå på i en af reklamebranchens mest folkekære og effektfulde kampagner nogensinde.

”Hvis vi kan få en konservativ jyde til at spise fisk, så kan vi få hele Danmark med”, var parolen, som reklamebureauet Nørgård Mikkelsen skabte. Og det kunne man. Reklamerne med ”Minna & Gunnar” blev utroligt populære. Gunnar var den konservative stivstikker, der hadede fisk, mens den glade og begejstrede Minna fremtryllede velsmagende fiskeretter på kort tid – og endda uden danskernes hadede ben – så Gunnar gang på gang overrasket måtte lægge ansigtet i de rette folder: ”Det’ er ikk’ så ringe endda”.

Kampagnen resulterede i en stigning i forbruget af fisk på hele 17 pct. Det geniale var ikke kun den kække humoristiske tone, men også det grundige forarbejde. Kampagnen byggede nemlig på undersøgelser af folks opfattelser af fisk. F.eks. vidste de fleste danskere, at fisk er sundt, og der var ingen grund til at bruge krudt på at fortælle folk noget, som de allerede vidste. Derimod skulle alle retter være nemme og hurtige. Der måtte ikke vises noget, som tog over 15 minutter at lave. Og så erklærede man frikadellen som fjende!

Tro på tingene skal der åbenbart til, hvis frikadellen skal udkonkurreres. I hvert fald fik biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt en god idé i 1999. Nu skulle fisk sættes på bordet i pinsen – som vi spiser juleand og påskelam. Efter valget til biskop i 1997 funderede Lindhardt over, hvad tiden skulle bruges til, indtil han skulle på pension i 2008. Samtidig blev det meddelt, at EU ville give tilskud til fangst og salg af fisk på 13 millioner kr. Biskoppen havde naturligvis set ”Minna & Gunnar”-reklamerne, så han tog kontakt til Fiskebranchen og spurgte om et samarbejde. Hans tanke var, at kirken kunne hjælpe fiskerne med at sælge flere fisk, og fiskerne kunne hjælpe kirken med at få flere til gudstjeneste. Mange danskere vidste slet ikke, at pinsen var kirkens fødselsdag 50 dage efter påskedag.

Det umage ægteskab forklarede han også med, at ældre kunne huske en tradition med friske forårskyllinger med agurkesalat i pinsen, men da lørdagskyllinger var blevet et industriprodukt, kunne de ikke længere gå an. Så der manglede altså en madtradition knyttet til pinsen. Da disciplene påskedag talte i tunger, var det måske passende med tungen (altså fisken) som pinsefisk? Fiskerne fortalte biskoppen, at man fra gammel tid sang Brorsons salme 'O havde jeg dog tusind tunger', når man stævnede ud om foråret, men at han ikke skulle regne med, at der kunne skaffes tunger nok til pinsen. Derfor vælger man en ny pinsefisk hvert år, og pinsefisken er langsomt ved at vinde indpas hos danskerne.

”Fisk til folket” af Kenn Tarbensen er juni måneds bog i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Historieprojektet er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere. Se mere på 100danmarkshistorier.dk

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Annonce
Kenn Tarbensen
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Annonce