Annonce
Danmark

Notat afslører udsigt til tidlig pension i denne valgperiode

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ret til tidlig pension kan indføres allerede i denne valgperiode, siger beskæftigelsesministeren.

Regeringen forsøger at fjerne en stor sten på vejen mod at levere det store valgløfte om at indføre en ret til tidlig tilbagetrækning for danskere, der har været mange år på arbejdsmarkedet.

Tidligere har det ikke været muligt, men nu kan tidlig tilbagetrækning godt lade sig gøre, lyder det i et notat udarbejdet af embedsværk.

Det skriver Jyllands-Posten.

Siden valget har et folketingsflertal – oppositionen og De Radikale – afvist, at tidlig pension kan indføres i denne valgperiode. Det vil være i strid med det politiske forlig, der betyder, at pensionsalderen stiger og er ens for alle, lyder det.

Men nu lyder vurderingen fra embedsværket, at det ikke strider med forliget.

På den baggrund vil regeringen næste år fremlægge og forhandle en konkret model, som kan træde i kraft i denne valgperiode, der slutter senest i juni 2023, skriver Jyllands-Posten.

- Det er, hvad vi går efter. Vi arbejder stadig på modellen, og der er ingen grund til at negligere, at der er masser af svære valg i det. Men det kan løses.

- Der er ikke nogen forligsjura, der tilsiger, at det ikke kan lade sig gøre, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til avisen.

Flemming Juul Christiansen, lektor ved Roskilde Universitet, er enig i den nye vurdering fra embedsværket.

- Der er et manøvrerum for at gøre noget inden for forliget – for eksempel indføre en ny pensionsordning eller en anden type ydelse, siger han.

Det nye notat er designet til at lægge pres på Dansk Folkeparti (DF), skriver Jyllands-Posten.

DF går ind for en differentieret pensionsalder, men læser forliget sådan, at det først kan træde i kraft efter et valg, medmindre alle forligspartier enes.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil se et konkret forslag, før han tager stilling til, om DF kan støtte det.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce