Annonce
Aabenraa

Novelle: Ingo & Josefine

Det er nu. Det er sådan, hun tænker. Nu. Hun ser på sin mobil flere gange uden helt at fatte, hvad klokken er. Tjekker, at papkassen stadig står ved hendes fødder, fuld af alt det skrøbelige, der snart kan være væk.

Udenfor flimrer markerne forbi i tusmørket. I sædet ved siden af rører Ingo på sig.

Taxachaufførens blik rammer hende i bakspejlet. Som om han vil sikre sig, at det virkelig er den her vej, de skal, at hun er sikker på det her, og ikke mindst. At hun kan betale.

– Vil du have kortet nu? Hun lirker hånden ned i baglommen.

Chaufføren vinker afværgende og skruer op for anlægget, hvor en kvindestemme synger på et sprog, der lyder som russisk. Han virkede ellers ok, da de steg ind på hjørnet af Haderslevvej ti minutter tidligere. Først nu slår det hende, at hun alligevel ikke får optoget at se.

Josefine løfter hånden, flagrende, strejfer Ingos hår, mere tør hun ikke. Hvordan kan han dog sove? Selv mærker hun hans nærvær som en tyngde i kroppen.

Idet Ingo skifter stilling, strejfer hans lår hendes. Hun kommer til at skubbe til kassen med foden. Det føles som en evighed siden, de sad i det busskur og ventede på den bus, der aldrig kom. De kys. I nat skal vi feste i Flensborg, tænker hun. Bare dig og mig.

Da hun vågnede tidligt i morges i sin gamle seng, stod kassen i vindueskarmen. Selvom alle sov endnu, kunne hun næsten høre hestene klapre gennem de brostensbelagte gader. Snart ville folk komme frem og sætte blomster i lygtepælene, rulle deres faner ud.

Engang lå den forkerte bager på etagen nedenunder. Den hendes mormor ikke måtte handle i. Nu bor der en mand, som tæver sin kone. Josefines mor har meldt ham til politiet flere gange. Så snart de går, giver han sig til at råbe og kaste med møblerne igen.

Josefine har ikke været hjemme siden jul. Først da hun stod af bussen og så skiltene, huskede hun ringriderfesten.

Hun havde fundet Ingo ved træet på Søndre torv hen ad aften.

– Jose? snøvlede han. – Er det dig? Hans blik sejlede.

Hun satte sig ved siden af ham med kassen i favnen. Fattede ikke sit held.

– Kan du huske, da vi sad i din vindueskarm og spyttede efter folk?

– Det betød jo ikke noget. Hun smilede spagt.

– Næh, sukkede han. – Men det gør det nu. Han vendte sig mod hende. – Det var tider, da man stadig kunne sende bombetrusler til skolen, uden at verden gik under af den grund.

Josefine havde gerne villet spørge ham, hvad der var blevet af ham, hvor han havde været, siden de gik ud af niende. Men noget i hans stemme bremsede hende.

Nu sidder Ingo og stirrer ud i mørket. – Hvor er jeg, Jose? Han ser ned på hendes lår, tæt ved hans, ser på kassen ved hendes fødder. – Hvad laver jeg her?

– Du ville selv med, forsøger hun, – du havde brug for at komme væk. Du citerede Nietzsche, du …

Chaufføren sætter farten ned, idet grænseskuret kommer til syne.

En hjemmeværnsmand står lænet ind over en anden bil. Hæver en stavlygte mod dem.

– Ret ryggen, hvæser Josefine. Der går et øjeblik, før Ingo forstår, at det er ham, hun mener.

– Jeg kan ikke det her, mumler han, smækker døren op og småløber over vejen.

Ingo, vil hun råbe, men der er kun det tætte krat.

Da hun bagefter stikker sit pas gennem vinduet, mærker hun intet. Først da de har passeret, ser chaufføren på hende i bakspejlet. Josefine læner sig frem og løfter varsomt papkassen op i skødet. At fragte noget så skrøbeligt, er ikke let, kun ensomt. Lige her begynder Europa, og vi stopper ikke, tænker hun, det stopper aldrig. Det er nu.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce