Annonce
Erhverv

Novo står foran stor eksamen - kan åbne dør til 200 milliarder

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Myndighed i USA er tæt på afgørelse med diabetespille, der ventes at blive storsællert for Novo i fremtiden.

Medicinalselskabet Novo Nordisk står foran en særdeles vigtig eksamen inden for den nærmeste fremtid.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, er på trapperne med en afgørelse om en ny pille til behandling af diabetes 2 - også kendt som sukkersyge - der forventes at blive selskabets store sællert i fremtiden.

Novo Nordisk ansøgte i marts om at få tilladelse til at sælge pillen i USA.

Der er en vejledende behandlingstid på seks måneder. Tiden er gået fredag, og dermed ventes afgørelsen at være lige oppe over.

Novo Nordisk har hidtil haft fokus på midler, som patienterne tager ved at stikke sig under huden.

Men hvis pillen bliver godkendt, kan Novo Nordisk slå hul på et marked med en årlig værdi af omkring 200 milliarder kroner.

70 procent af diabetikerne tager piller som del af deres behandling.

- Det er meget afgørende for Novo Nordisk at få midlet godkendt. Med en godkendelse vil selskabet få adgang til et særdeles attraktiv marked, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

- Der skal ikke ret mange markedsandele til, før at Novo Nordisk står med en mangedobbelt blockbuster, siger han.

Han forventer, at pillen vil kunne toppe med et årligt salg på 38 milliarder kroner, hvilket kan gøre den til Novo Nordisks bedst sælgende middel.

Til sammenligning solgte Novos i øjeblikket bedst sælgende middel, Victoza, sidste år for 24,3 milliarder ud af Novos samlede salg på 111,8 milliarder kroner.

Søren Løntoft Hansen har en klar forventning om en godkendelse fra FDA.

Det skyldes, at Novo Nordisk har vist gode resultater i de forsøgsstudier, som afvikles som led i udviklingen af et nyt middel.

- Novo Nordisks tablet har i udviklingsstudier vist sig at reducere blodsukker og vægten klart mere end de andre tabletter, som man i øjeblikket behandler diabetikere med, siger Søren Løntoft Hansen.

- Så der er noget, der tyder på, at Novo Nordisk står med et middel, der har potentiale til at blive det bedste i behandlingen med tabletter, siger han.

Novo Nordisk har også ansøgt om at få godkendt midlet i Europa og Japan, men her er der lidt længere udsigter for en blåstempling end i USA.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce