Annonce
Kolding

Nu bliver havfruen hel igen: Kunstner har opsporet det forsvundne hoved

Mandag får havfruen sit hoved tilbage. Hovedet har været forsvundet siden natten til onsdag. Foto: Erik Valter

Nu får havfruen i Slotssøen sit hoved tilbage. Fredag aften lykkedes det kunstner Erik Valter at opspore det hoved, der forsvandt fra hans kunstværk natten til onsdag.

Kolding: Mysteriet er løst.

Efter en detektivaktion, der er en krimibog værdig, er søhavfruens forsvundne hoved opsporet og fundet. Mandag middag får den gyldne havfrue i Slotssøen sit hoved tilbage.

Hovedet har været væk siden onsdag morgen, hvor havfruen pludselig sad hovedløs på sin sten tæt på Slotssøens søterrrasse. Her var hun nogle dage forinden blevet placeret som midlertidigt kunstværk op til Kulturnatten.

Sagen om det forsvundne hoved har fået enorm opmærksomhed, og nu bliver endnu et kapitel føjet til historien.

- Jeg fik hovedet tilbage i aftes (fredag aften red.), fortæller kunstner Erik Valter, som har lavet havfruen.

- Det har ikke lidt overlast, men det skulle lige sprayes op. Nu står det og tørrer, og mandag middag placerer jeg hovedet på havfruen igen.

Annonce

Der var ikke en sjæl derude, men pludselig kom der en gammel øse kørende. En ung mand sprang ud, og jeg spurgte ham helt stilfærdigt, om han kendte noget til hovedet. Det gjorde han.

Erik Valter, kunstner
Erik Valter holdt tegneworkshop fredag til Kulturnatten. Her var det meningen, at børn skulle tegne en havfrue med hoved, men sådan blev det ikke. Arkivfoto: Søren Gylling

Bag i den gamle øse

Det var Erik Valter selv, der fredag aften opsporede sit kunstværks forsvundne hoved. Det hele begyndte med, at han modtog et praj fra en bekendt.

- Jeg fik tilsendt et screenshot fra Instagram. En ung mand havde taget et billede af hovedet, fortæller Erik Valter.

På skærmbilledet kunne Erik Valter se navnet på fotografen, og han gik i gang med at få kontakt til ham. Der var ingen reaktion på henvendelsen, og derfor tog kunstneren fat i knægtens far. Det satte skred i tingene, og det ledte Erik Valter til en anden ung mand, som han mødtes med et sted i Kolding. Hvor de mødtes, ønsker Erik Valter ikke, at offentligheden skal vide, fordi han ikke vil hænge nogen ud.

- Der var ikke en sjæl derude, men pludselig kom der en gammel øse kørende. En ung mand sprang ud, og jeg spurgte ham helt stilfærdigt, om han kendte noget til hovedet. Det gjorde han, og han gik om bagved bilen og tog en sort sæk. Her lå hovedet i, fortæller Erik Valter.

- Jeg havde jo lovet at give frit lejde, hvis jeg fik hovedet leveret tilbage, så jeg sagde til dem, at hvis jeg fik hovedet, så lod vi den ligge der.

- Den unge mand var lidt slukøret, og han var ked af al den postyr, det havde skabt. Han var også ked af, at børnene ikke havde kunnet tegnet havfruen med hoved i min tegneworkshop fredag til Kulturnatten.

Vi må gerne være tykke

Nogle har spekuleret i, om Erik Valter selv havde fjernet og gemt hovedet for at skabe opmærksomhed om kunstværket. Han ønsker at slå fast med syvtommersøm, at det altså ikke er tilfældet.

- Jeg vil jo gerne renses. Nu kan jeg bevise min uskyld. Dem, der har insinueret, at det måtte være mig, må have røde ører nu, siger han.

Manden, der tippede Erik Valter, får i øvrigt sin findeløn.

- Vedkommende skulle have en flaske Gammel Dansk, men han drikker ikke. Men han vil gerne have en af mine små figurer, så det får han, fortæller kunstneren, som håber, at debatten nu kan komme til at handle om det, der oprindeligt var målet med den buttede havfrue.

- Min idé var, at det skulle give en perfekthedsdebat. Vi må gerne være lidt ældre og lidt tykke. Jeg håber, vi kan komme tilbage til den diskussion, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Løverne sælger bøger og plader

Leder For abonnenter

JV mener: Uvenlig behandling af tyskere skal stoppe

Det er en gevinst for den danske del af grænselandet, når tyskere og andre EU-borgere beslutter sig for at købe et hus i Sønderjylland. Sidste år solgte EDC i Rødekro og Nybolig i Padborg i alt 55 huse til udenlandske EU-borgere, hvoraf langt de fleste var tyskere. Det er med til at skabe udvikling i en landsdel, der ellers i mange områder kæmper med faldende befolkningstal. Derfor er det meget bekymrende, at både advokater og ejendomsmæglere i Sønderjylland oplever, at servicen over for de udenlandske huskøbere er blevet forringet i en grad, så det kan risikere at få mulige tilflyttere til at opgive deres forehavende. Den oplevede forringelse er sket i forbindelse med, at den statslige Styrelse for International Rekruttering og Integration siden 1. april har overtaget opgaven med at udstede EU-opholdsbevis til de udlændinge, som vil flytte til Danmark, fordi de er ved at købe et hus i Danmark. Forinden var det Statsforvaltningen, der stod for opgaven. Dengang var oplevelsen hos advokater og mæglere, at udlændingene fra andre EU-lande, inden de flyttede hertil, kunne få det opholdsbevis, der er betingelsen for at kunne gennemføre huskøbet. Men det er ulovligt at gøre det på den måde, mener den statslige styrelse. Den kræver, at udlændingene har bopæl her i landet først, og dermed skal de leje en bolig, før de kan købe én. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør i en fart finde ud af, om det virkelig kan passe, at det pludselig skal være så besværligt for en EU-borger at købe et dansk hus. Selv om hans styrelse benægter, at der er lavet om på praksis, er der en række kilder, som har fortalt JydskeVestkysten, at behandlingen af sagerne foregik meget smidigere, da det var Statsforvaltningens opgave. Det må kunne lade sig gøre at genskabe den situation, så Danmark igen kan blive opfattet som et venligt værtsland for EU-medborgere, som kan forsørge sig selv og som har lyst til at købe et hus i vores land.

Annonce