Annonce
Aabenraa

Nu er den gal igen: Bageri politianmeldes og får bøde på 20.000 kroner

Sønderjysk Rugbrødsbageri har på kort tid fået flere bøder, fordi der ikke var gjort ordentligt rent, og tilbage i april blev virksomheden politianmeldt. Nu er det sket igen. Foto: Claus Thorsted

Ved seneste kontrolbesøg hos Sønderjysk Rugbrødsbageri har Fødevarestyrelsen igen konstateret utilfredsstillende forhold, blandt andet på rengøringsfronten. Denne gang udløser det to bøder på i alt 20.000 kroner og en politianmeldelse.

Hellevad: Der er hverken styr på fødevarehåndteringen, skadedyrssikringen eller rengøringen hos Sønderjysk Rugbrødsbageri i Hellevad.

Det konkluderer i hvert fald Fødevarestyrelsens udsendte medarbejder, som var på besøg den 22. juni. Det koster to bøder på hver 10.000 kroner for de to første forhold samt en politianmeldelse for den manglende rengøring.

Det er ikke første gang, Fødevarestyrelsen retter kritik mod virksomheden. Så sent som i april blev der fundet over 100 levende kakerlakker i bageriet, og det fik Fødevarestyrelsen til med øjeblikkeligt varsel at lukke produktionen, udstede en bøde på 20.000 kroner og politianmelde virksomheden.

Denne gang har den tilsynsførende blandt andet konstateret utildækkede fødevarer blive opbevaret på en rampe lige under en fuglerede, mens brød blev afkølet direkte op ad snavsede yderporte og døre. Coating sad løst på et stort antal brødforme. Det udløser den første bøde på 10.000 kroner.

Den anden bøde får virksomheden, fordi et stort udsugningsrør fra bageriet og ud ikke var afblændet med net eller gitter. På lageret med tørvarer var afløbsrøret ikke afblændet, og netdøre og -porte sluttede ikke tæt.

Annonce

Ikke første gang


  • Det er ikke første gang, bageriet, som leverer rugbrød til supermarkedskæder og andet bagværk til Klosterbageriet-butikkerne, får bøder.
  • Tilbage i september sidste år var rengøringen heller ikke i orden, og det samme konstaterede man i februar i år. Det gav en bøde på henholdsvis 10.000 kroner og 15.000 kroner.
  • I april var den så gal igen, og der blev blandt andet fundet over 100 levende kakerlakker. Det fik Fødesvarestyrelsen til at lukke produktionen, udstede en bøde på 20.000 kroner og politianmelde virksomheden.

Snavs og spindelvæv

På rengøringsfronten har Fødevarestyrelsen konstateret flere kritisable forhold, og der er flere steder fundet tydeligt snavsede overflader og spindelvæv, mens bilen, som transporterer fødevarerne, heller ikke var gjort ordentligt rent. En maskine i bageriet fremstod med indtørrede, brune belægninger.

Det udløser en politianmeldelse, ifølge Bente Holst, fødevarechef i FødevareSydVest, fordi virksomheden tidligere har fået indskærpelser, bøder og en tidligere politianmeldelse for lignende forhold.

Michael Andersen, som ejer Sønderjysk Rugbrødsbageri sammen med sin far Kell Andersen og bror Dennis Andersen, erkender, at flere af tingene ikke var i orden. Eksempelvis at varerne på rampen ikke var pakket ind.

- Men det var en ny mand, jeg lige havde ansat, som ikke var klar over, der skulle poser over. Normalt læsser vi alle varerne med poser, eller så er varerne i emballage. Det er et enkeltstående tilfælde, som der er rettet op på, siger Michael Andersen.

Ikke til at snakke med

Generelt er han frustrereret over Fødevarestyrelsens kontrollanter.

- De finder jo noget hele tiden, og det er aldrig godt nok. Eksempelvis er der det med mine forme. Dem har jeg haft i 30 år, og jeg havde dem også, da de var på besøg sidste gang og gav os topkarakter. Jeg har ikke gjort noget anderledes siden, og nu er den pludselig gal, siger Michael Andersen.

Derfor har han set sig nødsaget til at hyre det, han kalder en formidler, som skal tage sig af dialogen med Fødevarestyrelsen.

- Man kan ikke snakke med dem længere, siger Michael Andersen, som i øvrigt garanterer, at der nu er styr på rengøringen.

Bente Holst fra Fødevarestyrelsen oplyser, at der ved tilsyn er tale om stikprøver, og at de derfor ikke har opdaget formene.

- Hvis vi havde opdaget dem ved tidligere besøg, havde vi også sanktioneret det, siger hun.

Fødevarestyrelsen vil følge op inden længe. Bente Holst kan ikke sige, hvad der vil ske, hvis forholdene ikke udbedres.

- Det vil komme an på en konkret vurdering, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce