Nu er det på plads, hvilke 14 danskere der får en plads i Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet består af 751 medlemmer. 14 medlemmer kommer fra Danmark. De 13 kommer til at indtage deres pladser den 2. juli, hvor det nye parlament mødes for første gang. Det 14. medlem får først sin plads, når Storbritannien har forladt EU.
Mandaterne fordeler sig således:
Venstre: 4
Socialdemokratiet: 3
SF: 2
Dansk Folkeparti: 1
Radikale Venstre: 2
Konservative: 1
Enhedslisten: 1
Her er de 14 kandidater, der efter europaparlamentsvalget søndag har sikret sig en plads i Parlamentet.
Listen er i tilfældig rækkefølge.
Morten Løkkegaard, Venstre
Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, får lov at beholde sin plads i Europa-Parlamentet. Morten Løkkegaard blev den største stemmesluger ved dette års EP-valg.
Antal stemmer: 207.558
Pernille Weiss, Det Konservative Folkeparti
Uden den voldsomme politiske erfaring afløser Pernille Weiss den konservative eks-formand Bendt Bendtsen som partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet. Hun får Det Konservative Folkepartis eneste plads i Europa-Parlamentet.
Antal stemmer: 80.104
Margrete Auken, SF
74-årige Margrete Auken var SFs spidskandidat til EP-valget. Hun er nu klar til sin fjerde periode i Europa-Parlamentet.
Antal stemmer: 199.522
Søren Gade, Venstre
Tidligere minister Søren Gade har klaret sig godt i Vest- og Nordjylland. Med 201.626 stemmer får han også en plads i Europa-Parlamentet. Det meste af mandag var han den EP-kandidat med flest personlige stemmer, men partikollegaen Morten Løkkegaard har overhalet, og Søren Gade er nu den af alle danske kandidater med næstflest stemmer.
Antal stemmer: 201.626
Peter Kofod, Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti gik tre mandater tilbage og får derfor kun en enkelt plads i Europa-Parlamentet. Pladsen går til partiets spidskandidat, Peter Kofod.
Antal stemmer: 119.408
Morten Helveg Petersen, Radikale Venstre
De seneste fem år har Morten Helveg Petersen lagt sit virke i Bruxelles, som Radikale Venstres repræsentant i Europa-Parlamentet. Han er klar til yderligere fem år.
Antal stemmer: 97.667
Jeppe Kofod, Socialdemokratiet
Jeppe Kofod er klar til sin anden periode i Europa-Parlamentet som spidskandidat for Socialdemokratiet. Ved valget til Europa Parlamentet for fem år siden trak han 170.739 personlige stemmer.
Antal stemmer: 188.757
Nikolaj Villumsen, Enhedslisten
Det er første gang, at Enhedslisten stiller op til Europa-Parlamentet. Partiet har sikret sig ét mandat, og spidskandidat Nikolaj Villumsen bliver derfor partiet første kandidat i Europa-Parlamentet.
Antal stemmer: 50.567
Christel Schaldemose, Socialdemokratiet
Nummer to på stemmesedlen under Socialdemokratiet er Christel Schaldemose, der nu har sikret sig en plads i Europa-Parlamentet.
Antal stemmer: 65.179
Kira Marie Peter-Hansen, SF
Den 21-årige SF'er Kira Marie Peter-Hansen får partiets andet mandat til Europa-Parlamentet. Det var ellers partiets politiske ordfører Karsten Hønge, der stod til at få det andet mandat, men Hønge har takket nej til en plads i Europa-Parlamentet, og det bliver derfor Kira Marie Peter-Hansen, der gør Margrete Auken selskab.
Antal stemmer: 15.765
Asger Christensen, Venstre
Landmand Asger Christensen (V) fik et pænt valg til Europa-Parlamentet. Han gik frem i forhold til sidste valg og har nu sikret sig en plads i Europa-Parlamentet.
Antal stemmer: 31.303
Niels Fuglsang, Socialdemokratiet
Århusianske Niels Fuglsang, der stillede op til Europa-Parlamentet for første gang, kom ind på Socialdemokratiets sidste mandat, hvor han slog Marianne Vind med 2048 stemmer.
Antal stemmer: 29.444
Karen Melchior, Radikale
38-årige Karen Melchior har ingen erfaring fra Europa-Parlamentet, men kan nu glæde sig over at gøre sin parti-kollega Morten Helveg Petersen selskab i Europa-Parlamentet.
Antal stemmer: 17.292
Linea Søgaard-Lidell, Venstre
Linea Søgaard-Lidell, som stillede op til Europa-Parlamentet for første gang, får turen til Bruxelles, når briterne forlader EU.
Antal stemmer: 24.145