Annonce
Aabenraa

Nu er Mustafa på vej: Fik flot HF trods hård modgang undervejs

Mustafa Al-Timini kunne i juni glæde sig over, at han havde bestået sin HF-eksamen på VUC i Aabenraa med rigtigt fine karakterer. Foto: VUC Aabenraa
Mustafa Al-Timini blev i slutningen af juni færdig med sin HF-uddannelse fra VUC i Aabenraa. Med flotte karakterer. Den 22-årige sønderjyde med irakiske rødder besluttede for fire år siden at vende dårlige vaner ryggen og har nu valgt sin uddannelsesvej i livet. Han måtte kæmpe ekstra ordinært hårdt, da han pludseligt blev ramt af en personlig sorg.
Annonce

Aabenraa:  En lille ballademager var nok det, han var. Han havde med egne ord "krudt i røven", fodbold og ikke mindst fitnesstræningen var langt sjovere end skolen. Og så var der alt det andet, vennerne, f.eks.

Da Mustafa Al-Timini var 15-16 år, kunne man i nærheden af ham nok finde en voksen eller to, der var lidt bekymret. Bekymret, fordi han ikke just gik den målrettede og lige vej i uddannelsessystemet - fra gode karakterer i folkeskolen til en ambitiøs tilværelse på en ungdomsuddannelse.

Så langt fra.

- Alle har været teenager på et tidspunkt, det var svært at koncentrere sig i folkeskolen, og jeg gik der for bare at være der, lyder beskrivelsen fra den i dag 22-årige Mustafa Al-Timini.

I dag er bekymringerne fortid, og i slutningen af juni sprang Mustafa ud som nyudklækket HF'er fra VUC i Aabenraa med et særdeles præsentabelt gennemsnit på 8,9.

Da han var 18, besluttede han, at nu var det frie, sjove og aldeles uforpligtende teenageliv forbi. Han flyttede fra vennerne og familien i Sønderborg, næste destination blev i første omgang Aabenraa og ikke mindst VUC i byen, hvor han gennemførte 10. klasse og altså dernæst HF.

Annonce

Mustafas far døde pludseligt

Undervejs måtte han bruge hele sin personlige viljestyrke for at gennemføre studiet - ikke mindst i efteråret 2019, da han blev ramt af en personlig tragedie. Hans far døde pludseligt.

- Jeg var lige startet på andet år af HF-uddannelsen, da han fik problemer med sine lunger på grund af en infektion i kroppen. Han døde i september sidste år. Det kom som et chok, for det er ikke alle på 21, der oplever at miste sin far, siger Mustafa reflekterende.

Trods den dybe sorg formåede Mustafa at kæmpe sig videre.

- Jeg kunne vælge at være trist eller gøre mit bedste. Der var ikke tid til at sørge på grund af nogle vintereksamener, og jeg var nødt til at tage mig sammen og komme videre. Men det var rigtigt hårdt, siger han.

Annonce

Hjælp fra lærerne

Her på bagkant af sin HF-uddannelse er han meget taknemmelig for ikke mindst lærerne på VUC i Aabenraa.

- Da jeg startede, kom jeg med ingenting. Jeg begyndte på bunden, men lærerne og deres undervisning gav mig en masse, så jeg blev klar til at starte på HF. Nu står jeg med en fuld HF-uddannelse og er parat til at læse videre. Det havde jeg ikke forventet for nogle få år siden, sagde Mustafa i en pressemeddelelse fra VUC, da han havde fået sin hue.


Jeg kunne vælge at være trist eller gøre mit bedste. Der var ikke tid til at sørge på grund af nogle vintereksamener, og jeg var nødt til at tage mig sammen og komme videre.

Mustafa Al-Timini, 22 år


Mustafa har dog mod på mere. Ønskerne og ambitionerne går i retning af Odense - han vil være radiograf. Det vil sige være den, der foretager scanninger, røntgenundersøgelser og også behandlinger af patienter.

- Jeg vil ikke spilde tiden, så jeg søger ind med det samme, siger han.

Mustafa er på vej. Stærkt på vej i livet.

Mustafa Al-Timini

22 år gammel og nybagt HF'er fra VUC i Aabenraa.

Mustafa har boet hele sit liv i Danmark. Forældrene kom til Danmark fra Irak.

Han er vokset op i Sønderborg, flyttede senere til Aabenraa, Tinglev og har det seneste halvandet år boet i Løgumkloster.

Mustafa har to yngre brødre, der bor hjemme i Sønderborg hos deres mor.

Deres far døde i september sidste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce