Annonce
Regionalt

Nu får de sydjyske ejerledere en hånd

Standard økonomistyringssystemer og CRM systemer kan højne mange ejerledede virksomheders effektivitet og lette afhængigheden af ejerlederen i de daglige arbejdsgange.
Annonce

Over 40.000 små og mellemstore virksomheder er det, som kaldes en ejerledet virksomhed. Som navnet antyder, er det virksomheder, hvor ejeren og den daglige leder er én og samme person.

Denne gruppe af virksomheder har deres egne udfordringer, men også nogle særlige fordele.

En potentiel fordel er, at de ejerledede virksomheder har gode incitamenter til at tænke langsigtet og bygge værdi op i virksomheden frem for udelukkende at jagte den kortfristede bundlinje. For ejerlederen har jo en klar interesse i, at virksomheden er "et godt papir" at eje.

Men det er jo selvfølgelig lettere sagt end gjort. For bundlinjen og den daglige drift tæller naturligvis også i ejerledede virksomheder. Og erfaringerne viser endda, at netop driften og det næste regnskab ganske ofte kommer til at overskygge den langsigtede strategiske udvikling i de ejerledede virksomheder.

Så ganske ofte bliver den potentielle fordel overskygget af dagligdagens praktik. En af forklaringerne kan være, at ejerlederen har tendens til at suge alle beslutninger til sig og bliver knudepunkt for hele virksomhedens drift.

Det skaber en god sammenhæng og handlekraft i virksomheden – vel at mærke så længe virksomheden ikke vokser ejerlederen over hovedet. Men det kommer også nemt til at blive en begrænsning, som fejer den langsigtede udvikling og dermed væksten af dagsordenen. Samtidig gør det virksomheden mere skrøbelig og sårbar, når de vigtigste processer er afhængige af ejerlederens aktive deltagelse, og al viden er indlejret i hans eller hendes hoved.


Vi ved af erfaring, at der er særligt mange ejerledede virksomheder i Sydjylland, som er sårbare overfor et fremtidigt ejerskifte. Derfor er det glædeligt, at vi nu har mulighed for at række de sydjyske ejerledere en hånd i form af et nyt støtteprogram.


I praksis er sådanne virksomheder i fare for at lukke, når ejerlederen før eller siden trækker sig – for eksempel for at gå på pension. For virksomhederne er svære at sælge og overdrage til andre, når lederen ikke følger med i købet.

Vi ved af erfaring, at der er særligt mange ejerledede virksomheder i Sydjylland, som er sårbare overfor et fremtidigt ejerskifte. Derfor er det glædeligt, at vi nu har mulighed for at række de sydjyske ejerledere en hånd i form af et nyt støtteprogram. Programmet stiller omkring ti millioner kroner til rådighed for, at regionens ejerledede virksomheder over de næste to år kan få fokusere på at strømline deres drift, så de øger deres værdi, bliver mere effektive og dermed også bedre i stand til at overleve, når ejerlederen trækker sig tilbage.

Konkret giver ejerlederprogrammet mulighed for kontant tilskud til indkøb af rådgivning, der kan igangsætte de rigtige udviklingsinitiativer i virksomheder.

Et af de vigtige temaer er typisk digitalisering. Noget så indlysende som standard økonomistyringssystemer og CRM systemer kan højne mange ejerledede virksomheders effektivitet og lette afhængigheden af ejerlederen i de daglige arbejdsgange. Jo mere standardiserede arbejdsgangene er, desto nemmere er det at drive virksomheden videre, når ejerlederen en dag trækker stikket.

Og det er naturligvis i landsdelens interesse, at en generation af ejerledede virksomheder ikke pludselig forsvinder indenfor de nærmeste år sammen med masser af gode arbejdspladser og skatteindtægter.

Klumme

JydskeVestkysten bringer den første mandag i hver måned en erhvervs-klumme målrettet de syd- og sønderjyske virksomheder. Klummen er skrevet af en af medarbejderne hos Erhvervshus Sydjylland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Professionel fodboldspiller slipper for karantæne efter konkursdrama: Boligforeninger snydt for millioner

Annonce