Annonce
Kolding

Parkeringspladser til salg: Kolding skal på jagt efter investorer til ny, grøn bydel

Det er parkeringspladserne Riberdyb og Holmsminde her på begge sider af åen, som Kolding Kommune nu sætter til salg igen. Dronefoto: Søren Gylling
Borgmesteren er ret sikker på, at der kommer flere tilbud, når Kolding Kommune om kort tid sætter arealerne ved Riberdyb og Holmsminde til salg for at få dem udviklet til en grøn bydel.

Kolding: Så er Kolding Kommune tæt på at åbne jagten for investorer til en ny, grøn bydel midt i Kolding på de nuværende parkeringspladser på Riberdyb og Holmsminde, hvor det i årevis var på tale at bygge et outletcenter.

Efter at outletprojektet kuldsejlede, og handlen med arealerne gik tilbage i juni sidste år, bliver de cirka 37.000 kvadratmeter store arealer om kort tid udbudt til salg igen. Kolding Byråd regner med at tage stilling til, hvem de skal sælges til denne gang i starten af 2020.

Koldings politikere udbyder denne gang grunden til primært boliger og parkering, men også andre byfunktioner vil indgå. De forventer, at der kan bygges omkring 400-500 boliger i området. Ifølge de retningslinjer, der er vedtaget for den kommende bydel, skal bygningshøjderne variere og harmonere med middelalderbyen, så den kommende bygherre skal regne med, at der højst må bygges i seks-syv etager.

Allerede nu er kommunen langt fremme i forhandlinger med Elsass Fonden, Bevica Fonden, Realdania og Lejerbo om at sælge yderligere 8000 kvadratmeter i området til projektet "Det åbne boligfællesskab", som har fokus på boliger til alle generationer. Det er tanken, at der her skal bygges mindst 50 studieboliger, 25 almene familieboliger og 25 boliger i et seniorfællesskab.

Det fremgår også af det program, som by- og udviklingsforvaltningen har lavet for den kommende udvikling af den nye bydel, at Kolding Kommune vil finansiere og eventuelt selv opføre et offentligt parkeringshus i området.

I alt er der formuleret 10 udviklingstemaer, som den kommende projektudvikler skal forholde sig til i sit tilbud - herunder at arealerne langs åen skal udvikles til levende byrum, hvor folk har lyst til at opholde sig.

Annonce

Krav til investor

  • Udbuddet er bygget anderledes op end et standard grundsalg.
  • Det betyder i praksis, at arealerne sælges med vilkår om, at køberen i et tæt samarbejde med Kolding Kommune skal udarbejde en helhedsplan for området og efterfølgende har pligt til at realisere planen.
  • Ved valg af bedste tilbud vil kommunen lægge vægt på tilbudsgivers kompetencer, erfaringer med store projekter og økonomisk formåen.

Ingen knaster

Borgmester Jørn Pedersen (V) er ikke i tvivl om, at det denne gang vil lykkes at få udviklet Riberdyb/Holmsminde-arealerne.

- For vi har haft en forhåndsdialog med mulige investorer, som har været med til at forme udbuddet, og det betyder, at vi kan være rimeligt sikre på, at markedet byder ind.

- Vi er sikre på, at der ikke er knaster, så markedet på forhånd siger, at det her er umuligt, og vi er sikre på, at der er interesse for at lave et projekt med grønne arealer og boliger for alle, så vi ikke ender i rene ejerlejligheder, siger borgmesteren. Han oplyser, at han så sent som i lørdags blev kontaktet af et interesseret pensionsselskab.

Vinderne af udbuddet forpligter sig til i samarbejde med Kolding Kommune at udarbejde en helhedsplan for hele området og en plan for, hvordan den nye bydel etapevis skal realiseres. De skal også sikre, at der undervejs i hele anlægsperioden er 200-250 offentligt tilgængelige p-pladser i området.

Jørn Pedersen forventer, at helhedsplanen og lokalplanen for den kommende bydel vil være på plads i løbet af halvandet til to år, og derefter kan anlægsarbejdet komme i gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Christian Bøving vinder Tvprisen

Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];