Annonce
Indland

Nu kan vanvidsbilister få taget bilen - selv om den er lånt

Politiet har fra onsdag fået bedre muligheder for at snuppe køretøjet fra bilister, som kører vanvidskørsel. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Konfiskation af køretøjet er nu en fast sanktion for vanvidskørsel, siger vicepolitiinspektør efter ny lov.

Politiet kan fremover beslaglægge den bil, som er anvendt til de former for hensynsløs kørsel, der under et betegnes som vanvidsbilisme. Også selv om det ikke er førerens egen bil.

Bilen kan altså konfiskeres, selv om det kan være en forælder, kæreste eller et leasingfirma, som ejer den.

Det er en del af de nye skærpede regler mod såkaldte vanvidsbilister, som onsdag er trådt i kraft.

Det oplyser Fyns Politi, der ser frem til de nye skærpede muligheder for at beslaglægge biler.

- De nye skærpelser betyder, at konfiskation af køretøjet nu er en fast sanktion for vanvidskørsel – og altså noget som vi i udgangspunkt altid vil gøre, siger vicepolitiinspektør Sten Sørensen, der er leder af Færdsel i Fyns Politi.

Politiet kan beslaglægge bilen med det samme, men i sidste ende er det retten, som afgør, om beslaglæggelsen er i orden, og om bilen dermed kan konfiskeres.

Foruden en større mulighed for at konfiskere køretøjer, er der skruet op for strafferammen for flere typer af vanvidskørsel.

Vanvidskørsel er eksempelvis uagtsomt manddrab eller uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogen "under særligt skærpende omstændigheder". Særlig hensynsløs kørsel eller kørsel med en promille på over 2,00 er også vanvidskørsel.

Betegnelsen dækker også over kørsel med over 200 kilometer i timen eller en hastighed over 100 kilometer i timen med en samtidig overtrædelse af hastighedsgrænsen med mere end 100 procent.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater har advaret om, at ændringen af loven om konfiskation kan ramme uskyldige.

En mor, der låner sin bil ud til sin søn, mister sin bil, hvis sønnen bliver stoppet med en meget høj promille.

Også den kvinde, der låner bilen til en veninde, der bagefter kører meget for stærkt, må sige farvel til køretøjet. Desuden vil en bilejer, der lejer sin bil ud gennem en deleøkonomisk platform, blive omfattet, har advokaterne påpeget.

Fælles for eksemplerne er, at bilejerne ikke på forhånd kan vide, at føreren vil drikke sig fuld eller køre hensynsløst stærkt.

- Ikke desto mindre er det ejeren, der vil blive frataget bilen og den værdi, den udgør, selv om ejeren intet forkert har gjort, udtalte foreningen i januar i år.

/ritzau/

Fyns Politis meddelelse om de skærpede regler
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

En af Esbjergs rigeste familier vil bygge nyt sportsanlæg på historisk grund

Varde For abonnenter

Seniorforsker: Ingen tager vare på børnene i asbestsag – politikere må på banen

Annonce