Annonce
Kolding

Nu kommer fjernvarmen fra TVIS snart til Vamdrup

Mere miljørigtig varme er på vej til radiatorerne i Vamdrup. Arkivfoto: Lena Juul
Kolding Kommune har givet grønt lys for, at TVIS og Vamdrup Fjernvarme kan gå i gang med at planlægge en ny transmissionsledning fra Lunderskov til Vamdrup, så naturgassen kan blive erstattet af overskudsvarme fra TVIS.

Vamdrup: De 1163 borgere, institutioner, virksomheder og foreninger, der er tilknyttet Vamdrup Fjernvarme, skal inden længe til at varme deres bygninger og boliger op med fjernvarme fra TVIS i stedet for som i dag med naturgas. Fjernvarmen fra TVIS består blandt andet af overskudsvarme fra den lokale industri, kraftvarmeværket i Fredericia og Skærbækværkets produktion af elektricitet.

Vamdrup Fjernvarmeværk har netop sendt et projektforslag afsted til Kolding Kommune med henblik på at blive tilsluttet til TVIS's transmissionsnet ved at anlægge en ny og knap otte kilometer lang transmissionsledning fra TVIS's system i Lunderskov til Vamdrup Fjernvarmeværk. Det forslag har politikerne i plan-, miljø- og boligudvalget sagt ja til at sende i offentlig høring.

Udvalgsmedlem og fungerende formand Poul Erik Jensen (S) ser frem til skiftet fra naturgas til fjernvarme fra TVIS.

- Tiden er løbet fra naturgassen, og skulle vi fortsat satse på naturgas i Vamdrup, ville det medføre store omkostningsforøgelser. Det slipper vi for, når vi får TVIS-varme, som på længere sigt bliver billigere end naturgassen. Miljømæssigt er det også en bedre løsning, siger han.

Annonce

Projektforslaget

  • Projektforslaget viser en positiv samfundsøkonomi over en 20-årig periode med en investering i ledning, pumpestation og veksler på i alt 47 millioner kroner.
  • Projektet vil betyde en reduktion af CO2-emission svarende til 78 tons over 20 år, og fra 2022 vil forbrugerne opnå en lille besparelse.

Tilskud forsvinder

Vamdrup Fjernvarme har i dag et varmebehov på 36.000 MWh, hvoraf Rockwool leverer de 10.000 fra overskudsvarme. Men resten produceres altså på naturgas, som snart ventes at stige i pris, samtidig med at de statslige grundtilskud til drift af værkets naturgasmotor bortfalder med udgangen af i år.

- Det er for at imødegå de prisstigninger, at Vamdrup Fjernvarmeværk vil anlægge den nye transmissionsledning og overgå fra dyr varme produceret på naturgas til billigere og mere miljøvenlig varme fra TVIS, påpeger Poul Erik Jensen.

Hvor den 7,8 kilometer lange ledning nøjagtigt skal graves ned er ikke præcist fastlagt endnu, men det bliver både på offentlige og private arealer. Derfor skal der laves aftaler med grundejerne, så der bliver taget mest mulig hensyn til anvendelsen af jorden.

Men allerførst skal det afklares, om det overordnede projektforslag kan godkendes. Først derefter vil TVIS gå i gang med detailplanlægningen, hvorefter de grundejere, der kan blive berørt, bliver kontaktet.

Tidsplanen er ikke lagt endeligt fast endnu, men forbrugerne ventes at være tilkoblet den nye ledning i 2022.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce