Kolding: Torsdag aften åbner Kolding Light Festival. Og det sker på trods af alle odds. For også en lysfestival må sande, at corona lægger en dæmper på livsglæden.
Det betyder, at langt færre attraktioner end normalt foregår i bymidten, hvor folk normalt samles i stor stil for at opleve de imponerende og fantasifulde installationer, og på lørdag slutter festivalen heller ikke med et kæmpe fyrværkeri foran et tusindtalligt publikum.
Men vigtigt er det, at der bliver en festival. Også i år. Også trods corona. Det kulørte lys bliver tændt over Kolding og vil farvelægge både bygninger og pladser.
- Vi synes, det har været vigtigt at gennemføre lysfestivalen. Både for at fastholde traditionen og for at skabe lys i en mørk tid. Vi har haft lyst til at gøre noget positivt. For lys er håb. Og vi tror på, at folk hungrer efter at få en kulturoplevelse, som kan deles med andre, siger Jesper Johansen fra Milestone Event, der står bag festivalen.
Tag ældre med på turen
Herfra har man forsøgt at vende begrænsningerne til en fordel. Når man ikke kan samle mange mennesker i en bymidte, så kan man skabe en corona-sikker rute, hvor folk kan opleve lysfestivalen i en bil.
- Og det betyder jo, at man nemt kan invitere ældre med på en tur rundt og opleve installationerne. De har betalt en høj pris under coronaen, og det vil være fantastisk, hvis de gennem årets lysfestival kunne komme ud og få sig en kulturoplevelse, siger Jesper Johansen.
Han håber, at publikum tager imod årets lysfestival trods begrænsningerne. Det er en "light" udgave, medgiver han, men hellere slanke projektet end at aflyse, siger han.
- Det bliver så modløst, hvis vi bare afløser alting. Det bliver til ét stort suk. Snart må vi jo ikke engang danse rundt om juletræet længere. Så jeg er enig med borgmesteren i, at hvis det kan lade sig gøre, så skal vi prøve at feste på nogle nye måder i stedet for at aflyse alt, siger Jesper Johansen.
Et svirp med halen
Inden lysfestivalen blev en oplevelse, der koncentrerede sig meget om bykernen, så lå mange installationer spredt rundt omkring de første år af festivalens levetid, så på den måde er det en retur til gamle dyder, når årets udgave af Kolding Light Festival blandt andet runder pyramiden på Lyshøjallé, Kolding Sky på Skamlingvejen og Energnist ud mod Ny Esbjergvej.
Men der er også genvalg til både Koldinghus og Banegårdspladsen, ligesom man i år vil oplyse Staldgården. Fælles for det meste er, at man kan få oplevelsen med i en bil.
- Vi opfatter det som et svirp med halen i år, hvor vi minder alle om, at vi findes. Og så skal vi nok komme tilbage i 2021 med en udgave, der lever helt op til de tidligere år. Jeg tror, at mange mennesker står tilbage med nogle meget splittede følelser efter denne store corona-omgang, som virkelig har slidt på mange, og de smertefulde følelser skal kulturlivet være med til at formidle, så vi alle sammen kan komme videre herfra, siger Jesper Johansen.
Se hele ruten
Hvis man klikker ind på hjemmesiden www.k-l-f.dk, kan man se alt om årets festival, og man kan også se et kort, der viser, hvor alle installationer befinder sig. Kortet kan man evt. have med sig på mobilen på turen rundt.