Annonce
Tønder

Corona lukkede grænsen: Nu sælger dagligvarebutikkerne også øl og vand

Uddeler i Dagli'Brugsen i Højer, Preben Holst, kan for første gang i mange år mærke, at salget af øl, vand og vin stiger. Samme tendens mærkes i andre af egnens dagligvareforretninger. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Lige så snart grænsen til Tyskland blev lukket, begyndte kunderne at strømme til egnens dagligvarebutikker i større antal end normalt. Nu kan uddelerne se, at kunderne så småt også begynder at købe øl, vand og vin.

HØJER: Indtil for to uger siden var kundestrømmen gennem Dagli'Brugsen i Højer på det jævne. Men efter at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede grænserne i kampen mod corona, har dagligvarebutikkerne i Tønder Kommune oplevet stigende salg. Stigningen kom i forlængelse af, at grænsebommene gik ned ved de mange overgange.

Tendensen gælder også i Højer, hvor uddeleren i Dagli'Brugsen, Preben Holst, som de mange andre købmænd og uddelere i Tønder Kommune kan berette om et stigende salg og færre kunder i butikken. Han kan samtidig fortælle, at han nu er begyndt at sælge øl, vand og vin i butikken. Det er ellers en varegruppe, der ikke plejer at være rift om.

- Det er jeg glad for, lyder det spontant fra Preben Holst, der har noteret sig, at kunderne generelt fylder 20 procent mere i indkøbsvognen, men at der samtidig kommer fem procent færre kunder i butikken. Dermed følger dagligvarebutikken i Højer det generelle mønster på egnen.

Annonce

Jeg vil skyde på, at vi sælger 50 procent mere nu end for en uge siden. Det er et unaturligt naturligt nyt leje.

Preben Holst, uddeler Dagli'Brugsen i Højer, om salget af øl og sodavand

Tomme lagre

Mens afsætningen af varer over en bred kam er steget med 20 procent, så er afsætningen af vand, øl og vin steget gevaldigt inden for den seneste uge.

- Omsætningen er stor. Jeg vil skyde på, at vi sælger 50 procent mere nu end for en uge siden. Det er et unaturligt naturligt nyt leje, lyder det fra uddeleren, som beretter om tomme hylder - eller i hvert fald øl- og sodavandshylder, der er mere populære, end de har været i mange år.

Ifølge Preben Holst er forklaringen måske, at folk er ved at nå til bunden af de lagre af tyske øl, vand og vin, de måtte have stående hjemme i bryggerset. Men i modsætning til de tyske dåser, så er der pant på de danske, understreger Preben Holst.

- Så dem skal man altså ikke krølle sammen, lyder det snusfornuftige råd fra brugsuddeleren.

Øl, vand og snaps

Også uddelerne i SuperBrugsen i Løgumkloster og Kvickly i Tønder oplever, at kunderne i højere grad smider en halvanden liters sodavand i kurven.

- Vi sælger en smule mere. Det er især sodavand, men vi sælger også snaps, lyder det fra Per Sørensen, der er uddeler i Kvickly i Tønder.

- Jeg kan se, at der bliver taget mere fra hylderne, tilføjer Per Sørensen.

Samme mønster gør sig gældende i Løgumkloster, hvor uddeler Bjarke Ibsen også oplever færre kunder, der køber mere. Samtidig er salget af øl og vand steget en "lille smule".

- Jeg tror, det er på grund af de lukkede grænser, siger Bjarke Ibsen.

Preben Holst fortæller, at den største stigning i salget findes i sodavandsafdelingen. Generelt oplever han også, at salget efter grænselukningen er steget med cirka 20 procent, mens der er færre kunder i forretningen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Handler lokalt

Tilbage til Højer og den lille brugs, hvor uddeler Preben Holst for tiden oplever, at der dukker nye kunder op i forretningen ved det gamle vandtårn i Højer. Forklaringen skal findes i ændrede arbejdsmønstre, tænker Preben Holst:

- De, der normalt arbejder i Tønder, men som arbejder hjemmefra nu, kommer forbi og handler her lokalt i stedet for i Tønder, som de ellers plejer at gøre.

Også uddeleren i SuperBrugsen i Skærbæk, John Hansen, oplever færre kunder, der køber mere ad gangen. Han ser frem til påskehandlen, fortæller han.

- Det kunne være sjovt, hvis vi også kan sælge øl og snaps, griner han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce