Annonce
Billund

Nu skal verden vide hvad Børnenes Hovedstad er

Børnenes Hovedstad byder på mange initiativer for områdets børn. Her er en gruppe 5. klasseselever i gang med at indspille en scene. Arkivfoto.

Budskabet om, hvad Børnenes Hovedstad er og står for, skal kommunikeres bedre ud til omverdenen. Den nye direktør er ved at implementere en ny strategi, og det har allerede kostet en fyreseddel. Samtidig er en ny stilling blevet oprettet.

Annonce

Billund: Børnenes Hovedstad skal være bedre til at brande sig selv og fortælle omverdenen, hvad det egentlig er, Børnenes Hovedstad er og står for.

Bestyrelsen for Børnenes Hovedstad har vedtaget en ny strategi, hvor et af punkterne er at forbedre brandingen af Børnenes Hovedstad. Det er et arbejde, som nu er i fuld gang med at blive ført ud i livet. Det dækker blandt andet over en ambition om at blive bedre til at fortælle omverdenen, hvad det egentlig er, man går og laver.

- Alle os, der er involveret i det, skal blive meget skarpere til at forklare den naturlige sammenhæng, der er mellem projekterne. Der er jo intet sted i verden, hvor man satser så markant på at fostre børns leg, læring og kreativitet, som man gør i Billund Kommune. Det er en vildt imponerende og prisværdig vision, fortæller Charlotte Sahl-Madsen, som er ny direktør i Børnenes Hovedstad.

Børnenes Hovedstad

Børnenes Hovedstad A/S er skabt i 2012 i et offentlig/privat samarbejde mellem Billund Kommune og Lego Fonden.Formålet er at være den motor, der både skal skabe projekter, understøtte andres initiativer, invitere til samarbejde og skabe fælles retning på de mange aktiviteter, der arbejder hen imod parternes fælles vision om at gøre Billund til Børnenes Hovedstad.Børnenes Hovedstad arbejder inden for tre søjler: Leg, læring og kreativitet, by i børnehøjde og inspiration af erhvervslivet.Billund Kommune og Lego Fonden ejer hver 50 procent af selskabet.

Annonce

Vil stå skarpere

For mange udenforstående kan det virke udefinerbart, hvad de foretager sig i Børnenes Hovedstad. Det er netop, hvad der efter planen skal laves om på.

- Hvis man ikke har fingrene nede i dejen, kan det godt virke abstrakt. Vi vil gerne prøve at blive lidt skarpere i fortællingen om vores projekter. Det gælder, uanset om det handler om at etablere en by i børnehøjde med for eksempel legepladser udformet af, med og til børn, om vi omsætter børns kreative inspiration til gavn for virksomheders udviklingsprojekter, eller om vi designer en overbygning på læreruddannelsen om at idéudvikle sammen med børn, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Derfor er stillingen som kommunikationschef blevet nedlagt, og vedkommende er blevet fyret, og i stedet er der oprettet en ny stilling som branding-chef. Sådan en er endnu ikke ansat, men direktøren ved nogenlunde, hvad det er for en type, hun gerne vil have ansat i stillingen.

- Man skal kunne sin teori, men have fingrene nede i det praktiske. Det kan nemt blive nogle meget flotte ord på nogle meget farvestrålende plancher, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi skal have handling og kunne se nogle konkrete resultater, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Annonce

Også det at gøre det

At brande er dog meget mere end fortælle, slår direktøren fast. Det skal munde ud i nogle konkrete resultater, og det er vigtigt, at der kommer håndgribelige resultater ud af de mange anstrengelser, som ligger og venter ude i horisonten.

- Det handler ikke kun om markedsføring. Branding er også at gøre tingene og sætte dem ind i en sammenhæng. Vi har i hele kommunen en meget imponerende vifte af forskellige initiativer, som alle styrker børns leg, læring og kreativitet. Det kan både handle om at gøre det sjovt at være barn i byrummet eller om projekter i undervisningen, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Indtil en ny brand-chef er blevet ansat, er det Charlotte Sahl-Madsen, som står for de opgaver, der skal varetages i denne sammenhæng.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

90 års fødselsdag: Lisse Vad Hansen

Haderslev

Friture satte ild i køkken

Billund

Travformand om købstilbud fra Lego-familien: Aktionærer beslutter, om travbanen skal sælges

Regionalt For abonnenter

Underretninger om belastede børn fortsætter på rekordhøjt niveau: Ekspert savner viden bag tallene

Annonce