Annonce
Kolding

Nu vasker cand. merc. legetøj i daginstitution: - Her gør jeg en forskel

Jannie Staal gør legetøj rent i daginstitutionen Brunebjerg i disse uger, da coronaepidemien betyder ekstra krav om for eksempel vask af legetøj i løbet af dagen i institutionerne. Normalt er hun jobkonsulent ved jobcentret men bruger i denne tid cirka fire timer dagligt på at vaske legetøj. Imens lytter hun til podcasts. Foto: Søren Gylling
Mens coronakrisen raser, kan Jannie Staal ikke udfylde hele sin arbejdsdag som jobkonsulent på Kolding Kommunes jobcenter. Derfor meldte hun sig til at hjælpe andre steder i kommunen, og nu vasker hun på tredje uge legetøj af i en daginstitution.

Kolding: Med en længerevarende akademisk uddannelse i rygsækken var det ikke lige Jannie Staal, man havde forestillet sig skulle stå og vaske legetøj af i en af Koldings daginstitutioner.

Men i øjeblikket møder hun hver dag op i daginstitutionen Brunebjerg i fire timer, og her er hendes primære opgave at vaske legetøj af for at mindske risikoen for, at børn og voksne i institutionen bliver syge af coronavirus.

Normalt er Jannie Staal jobkonsulent på Kolding Kommunes jobcenter, hvor hun især formidler job til flygtninge, ligesom hun hjælper dem i gang med en IGU-uddannelse (integrationsgrunduddannelse, red.). Uddannelsesmæssigt har hun en uddannelse som cand. merc. i international virksomhedsudvikling bag sig.

Jobbet kom i stand, da hun ligesom andre kommunalt ansatte blev opfordret til at melde sig til Kolding Kommunes interne jobbank, der skulle skaffe mere personale til de genåbnede skoler og daginstituioner.

Det har været en sund oplevelse for mig at blive kastet ud på dybt vand i og med, at jeg er jobkonsulent

Jannie Staal, jobkonsulent

Havde ikke nok opgaver

Det tog ikke Jannie Staal lang tid at beslutte sig for at melde sig. Hun var allerede da sendt hjem for at arbejde, men da beskæftigelsesindsatsen overfor ledige i øjeblikket er suspenderet, har hun ikke nok opgaver til at kunne fylde hele sin arbejdsdag.

- Jeg tænkte, at selvfølgelig skal man melde sig, hvis man har tid og overskud, og jeg måtte også erkende, at jeg har et stort socialt behov og bare gerne ville ud blandt andre mennesker igen. Her gør jeg en forskel, så pædagogerne får mere tid til børnene, fortæller Jannie Staal.

Da hun især arbejder med flygtninge, ønskede hun at komme ud i en daginstitution med mange børn med tosproget baggrund.

- Jeg arbejder jo med de børns forældre, og jeg tænkte, at det kunne give mig et andet perspektiv at opleve børnene og opleve det indefra på den måde, siger Jannie Staal.

Annonce

Hører podcasts

Hver morgen starter hun med at arbejde som jobkonsulent, og klokken 10 møder hun så ind i daginstitutionen, hvor den står på vask af legetøj indtil cirka klokken 14. Enkelte gange har hun også været med ude for at være sammen med børnene, når det pædagogiske personale holdt pause, og når hun holder frokostpause, nyder hun snakkene med det faste personale på stedet blandt andet om børnene og deres tosprogede baggrund.

På forhånd besluttede Jannie Staal sig for, at hun ville have noget ud af tiden med det nye arbejde i daginstitutionen. Så mens hun står og vasker legetøj, lytter hun til podcasts om blandt andet ledelsesudvikling og motivationsfaktorer - noget hun som småbørnsmor ofte ikke ellers har tid til.

Men også telefonopringninger fra borgere bliver klaret, mens legetøjet vaskes, og når hun tager hjem klokken 14, venter der typisk noget mere arbejde for jobcentret derhjemme.

Annonce

En sund oplevelse

At komme ud til daginstitutionen som noget nær et ubeskrevet blad har også været lidt af en oplevelse og øjenåbner for hende og noget, hun kan bruge fremover.

- Ledelsen i daginstitutionen vidste godt, at jeg kom fra jobcentret for at hjælpe til. Men det var lidt grænseoverskridende, for alle andre vidste bare, at jeg var en, som kom for at hjælpe, og flere spurgte, om jeg var i praktik. Jeg begyndte at tænke på, hvad folk tænkte om mig. Jeg har prøvet at komme ud i ukendt land, siger Jannie Staal.

Hun tilføjer, at hun i sit normale arbejde ofte sender flygtninge ud i praktik på arbejdspladser, og nu har hun en bedre fornemmelse af, hvordan det er for dem at ankomme på en helt ny arbejdsplads.

- Det har været en sund oplevelse for mig at blive kastet ud på dybt vand i og med, at jeg er jobkonsulent, mener Jannie Staal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Mindeord: Sådan vil vi huske Hans

Annonce