Esbjerg: En meget brugt hashcentral er blevet afsløret i det østlige Esbjerg.
En beboer i området fandt i går 25 pølsemandsposer gemt i et grønt område i nærheden af jernbanen og to foreningshuse på Randersvej.
I alt blev der konfiskeret 25 gram hash af tilkaldte betjente, men politiets overvågning af stedet efter fundet førte ikke til fangst af de formodede hashsælgere, som havde et mindre salgslager på stedet.
Fundet blev gjort og politiet alarmeret klokken 17.08 onsdag. Selv om mængden af den skjulte hash ikke er stor, kan sagen alligevel være stor.
Beboere i området fortæller, at der i flere år har holdt mistænkelige biler parkeret på den nærliggende parkeringsplads om aftenen.
De brune budes lagercentral
Politiet mener, at stedet og det grønne område er blevet brugt som lager for mindre partier hash, som hashbude - såkaldte brune bude - har leveret i pølsemandsposer til hashbrugere i hele Esbjergområdet. Hermed har de brune bude kun haft mindre mængder hash i bilen, hvis de blev stoppet af politiet.
Der har formentlig også været et organiseret hashsalg fra stedet, hvor køberne er mødt op i bil på parkeringspladsen, hvor man så har udvekslet hash mod kontanter.
Handlen har ikke påvirket de lokale i området, men formentlig vil hashsalget og -lageret nu flytte til andre områder, fordi Randersvej nu er i politiets søgelys.
Beboere i området fortæller, at der mens coronaen og podningen kørte på højtryk på Randersvej, har alle områdets parkeringspladser været i brug til folk på vej til test, og derfor har hashhandlen ligget stiller dér, mens den det seneste halve år er blomstret op igen.
En beboer fortæller, at de mistænkelige biler og personer er set i området i mange år, men ingen har konfronteret personerne med, hvad der egentlig foregik, og hvorfor de holdt parkeret i bilerne i lange perioder.