Annonce
Kolding

Ny affaldsplan: Koldings madaffald skal blive til biogas

Koldings politikere siger stadig ja tak til biogas forstået på den måde, at de ønsker borgernes madaffald anvendt til biogasproduktion - det kan bare ikke blive i Kolding Kommune. Arkivfoto: Kim Rune

Nu sender Koldings politikere en ny affaldsplan i offentlig høring, inden den skal vedtages endeligt. - Det er stadig sund fornuft at lave biogas af vores madaffald, siger Jakob Ville (V).

Kolding: Selvom Koldings politikere netop har sagt nej til, at energiselskabet Nature Energy må bygge et biogasanlæg på Venusvej i Koldings nordlige industrikvarter, og selvom borgmester Jørn Pedersen (V) og viceborgmester Søren Rasmussen (DF) efterfølgende har meldt ud, at der ikke er plads til et biogasanlæg noget sted i Kolding Kommune, så vender byrådspolitikerne ikke ryggen helt til den form for grøn energi.

I teknik- og klimaudvalget har medlemmerne nemlig netop i enighed godkendt en revideret affaldsplan for Kolding Kommune, og i den står der, at madaffaldet fra Koldings husstande skal "afsættes til biogasproduktion med efterfølgende udnyttelse på landbrugsjord".

Madaffald var sammen med gylle og andet husdyrgødning det, der skulle have været forvandlet til biogas på Nature Energys anlæg på Venusvej.

Annonce

Plan i høring

Affaldsplanen 2019-2024 beskriver Kolding Kommunes mål og aktiviteter for forebyggelse og effektiv udnyttelse af affald. Planen er i offentlig høring fra 11. februar til 5. april, hvorefter renovationsafdelingen behandler input, kritik og ideer, inden affaldsplanen skal godkendes endeligt af Kolding Byråd.

Der afvikles en lang række dialogmøder om affaldsplanen i høringsperioden bl.a. på genbrugspladserne.

Sund fornuft

Kolding Kommune er i øjeblikket i gang med at udrulle en ny sorteringsordning, som indebærer, at alle Koldings borgere skal sortere deres husholdningsaffald i to fraktioner - nemlig madaffald og restaffald.

I de 8700 husstande i i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld er sorteringen i fuld gang, og i løbet af i år og næste år kommer resten af kommunen med. Til den tid forventer kommunen, at der vil blive indsamlet 7800 tons madaffald om året.

Udvalgsformand Jakob Ville (V) ser ingen modsætninger mellem afvisningen af biogasanlæg i Kolding og affaldsplanens ordlyd om udnyttelsen af Kolding-borgernes madaffald til biogas.

- Nej, jeg kobler egentlig ikke de to ting sammen. Det er klart, at hvis vi havde fået et biogasanlæg på Venusvej, så var madaffaldet nok røget dertil. Lige nu ryger det til Nature Energys biogasanlæg i Holsted, og det kan det sikkert blive ved med. Der findes også andre biogasanlæg, som gerne vil have vores madaffald, og det er stadig sund fornuft at lave biogas af vores madaffald, siger han.

Jakob Ville tilføjer, at "det da ville have været optimalt", hvis Koldings madaffald også af hensyn til lastbiltransporten kunne have været håndteret i Kolding.

- Men det kan så ikke lade sig gøre, konstaterer han.

Plads nok

Direktør Ole Hvelpund fra Nature Energy oplyser, at selskabets anlæg i Holsted har tilstrækkelig kapacitet til at modtage alt Koldings madaffald.

- Men vi har ikke opgivet at få et biogasanlæg i Kolding. Vi har jo før set politikere ændre holding, og der kommer jo også et valg igen, siger han.

Koldings politikere har endnu ikke afgjort, hvad der skal ske med borgernes madaffald, når sorteringsordningen er i gang over alt i hele kommunen.

I øjeblikket er det virksomheden Ragn-Sells Danmark A/S, der løser opgaven for Kolding Kommune, men i løbet af i år skal by- og udviklingsforvaltningen undersøge mulige alternativer, før politikerne skal vælge den løsning, de finder bedst.

Enhedslistens medlem af teknik- og klimaudvalget Benny Dall mener, at "det er dobbeltmoral af værste skuffe" at sige ja til affaldsplanen og nej til biogasanlæg i Kolding.

- Det holder jo ikke en meter, og jeg tænker, at det er helt oplagt, at BlueKolding får opgaven med at lave biogas ud af vores husholdningsaffald, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce