Annonce
Kolding

Ny app giver overblikket over Koldings butiksliv under coronakrisen

Sådan ser den nye oversigt ud. På mobilsiden kan man få et overblik over, hvordan de forskellige butikker og restaurationer i midtbyen griber coronakrisen an. PR-foto
City Kolding har lavet en mobilhjemmeside med et overblik over, hvilke butikker og spisesteder der fortsat kan handles hos i hele kommunen.
Annonce

Kolding: Det kan være overordentligt svært at finde hoved og hale i, hvilke af Koldings butikker, der har åbent, hvilke der er helt lukket ned, og hvilke der er gået over til netsalg.

Det har City Kolding nu forsøgt at gøre noget ved gennem en mobilhjemmeside, hvor alle kan få overblikket over, hvilke butikker og restaurationer der fortsat har gang i forretningen på den ene eller anden måde - både i Kolding by og i resten af kommunen.

- Jeg har oplevet, at det er svært at formidle, at halvdelen af butikkerne har åbent, og halvdelen har lukket, så jeg har fået lavet et sted, hvor folk kan finde ud af, hvor de kan få deres takeaway, og hvilke butikker der har åbent i hvilket tidsrum, forklarer citychef Mette Schumacher, som selv har brugt hele weekenden og de seneste aftener og nætter på at få det nye overblik op at stå ved at give en eksisterende mobilside en grundig overhaling.

- Vi havde en fordelsklub liggende, hvor der var en del medlemmer på i forvejen, så jeg tænkte fredag aften, at vi går da ind og bruger det, vi har i forvejen, forklarer hun.

Oversigten

Du kan få adgang til den nye oversigt ved at sende en sms til 1272, hvor du skriver Kolding. Herefter modtager du et link.

I oversigten kan man få overblik over åbningstider og handelsmuligheder i butikker og restaurationer i hele Kolding Kommune under coronakrisen. Siden opdateres løbende.

Annonce

For alle

Håbet er, at mange vil tage den nye oversigt til sig og benytte sig af byens tilbud i en speciel tid.

- Jeg håber, at så mange som muligt vil hente den her mobile hjemmeside, så de kan holde sig ajour hele tiden, hvis nogle butikker lukker eller åbner igen eller ændrer åbningstider, siger citychefen, som har valgt, at den nye oversigt skal inkludere så mange forretninger som muligt - ikke kun medlemmer af cityforeningen og ikke kun i midtbyen.

- Vi må stå sammen som by, så der er ikke noget, der hedder, at det bare er cityforeningens medlemmer. Hvis vi har alt med, så er det nemmere for folk at støtte det lokale, understreger Mette Schumacher.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialdemokrat: Forskel på byer

Annonce