TØNDER: "Marskstien med mere vandringer ved Vadehavet" er titlen på en ny bog om netop Marskstien, der udkommer den 10. april.
Forfatteren bag er Ulla Conrad, og gennem fem kapitler dykker hun ned i den 54 kilometer lange rutes strækninger punkt fra punkt, og gennemgår minutiøst, hvad man møder på sin vej.
Derudover indeholder bogen også tips til for eksempel pakkelister og overnatningsmuligheder.
- Det er et landskab, der er udsat for alle naturens kræfter – men samtidig et af de mest designede kulturlandskaber i verden, skriver Ulla Conrad i forordet til bogen.
I forbindelse med udgivelsen den 10. april kommer forfatteren til Jefsen Bog & Idé mellem klokken 12.00 og 14.00.
Ulla Conrad er født i 1973 i Niebüll tæt på Tøndermarsken, men hun bor i dag på Sjælland. Hun har tidligere udgivet fire digtsamlinger og en vandrebog om Gendarmstien ved Kruså.