Annonce
Kolding

Det siger folk på gaden om Søvndal som ny borgmesterkandidat

Villy Søvndal vil være SF's borgmesterkandidat i Kolding, når der er kommunalvalg i november 2021. Arkivfoto: Peter Leth Larsen/Jysk Fynske Medier
SF's tidligere partiformand og udenrigsminister, Villy Søvndal, vil gå efter borgmesterposten i Kolding ved næste kommunalvalg. Vi har været på gaden for at høre, hvad nogle koldingensere mener, at det vil betyde for valget.
Annonce

Kolding: Hvad vil det betyde for valgkampen op til næste kommunalvalg i 2021, at SF'eren Villy Søvndal har meldt ud, at han går efter at vippe den nuværende borgmester, Jørn Pedersen (V), af pinden. Har Søvndals genindtræden på den politiske scene i Kolding nogen betydning for, hvor du vil sætte dit kryds, og betyder hans alder noget?

Det var nogle af de spørgsmål, JydskeVestkysten stillede en række koldingensere i gågaden lørdag.

Josefine Hansen, 49 år, Kolding: - Jeg ved ikke, hvor meget det kommer til at betyde for selve valgkampen, men jeg kan godt lide Villy Søvndal som menneske. Han er kommet med nogle sjove bemærkninger tidligere, og jeg synes, han er meget solidarisk. Det gør heller ikke noget, hvis der kommer lidt nyt på borgmesterposten, selv om der jo sker mange ting her i Kolding. Jeg ved dog ikke, hvordan Villy Søvndal vil hente penge, og hvordan han vil spare, så det er svært at sige noget helt konkret om ham. For mig handler det blandt andet om, hvordan han vil skaffe penge, og hvor han vil spare. Går pengene til skoler, eller kultur eller de svageste. Men jeg vil sige, at det er kærkomment, at Villy Søvndal stiller op. Foto: Lotte Højstrøm
Ole Hansen, 64 år, Kolding: - Det kan godt komme til at betyde noget for valgkampen, at der nu kommer et alternativ til Jørn Pedersen. Personligt håber jeg det. Den konsensus, der er i byrådet, hvor alle er sovset ind i det, er ikke altid godt. Det vil nok få betydning for, hvordan jeg vil stemme, og det er ikke utænkeligt, at jeg vil stemme på Villy Søvndal i stedet for på Enhedslisten. Set i lyset af at der nok kommer en mere markant opposition, tror jeg, at der kommer mere spænding i valgkampen og om, hvem der bliver borgmester. Foto: Lotte Højstrøm
Signe Aaby, 28 år, Kolding: - Jeg tænker, at det kan få en stor betydning for valgkampen, at der kommer et kendt navn. Det var jo ham, der førte SF frem, og jeg synes, at partiets popularitet dalede, da han forlod Folketinget. Jeg er selv mega-rød, så jeg synes, det er mega-positivt, at han vil stille op. Jeg plejer at stemme på SF, og jeg vil nok helt klart stemme på Villy Søvndal, så byrådet kan gå i en mere rød retning. Det er nok mere realistisk, at der kan komme en anden borgmester, når der stiller et kendt navn op. Er han 69 år næste år? Ja, det er jo lidt gammelt, men hvad pokker - go for it. Foto: Lotte Højstrøm
Oguzhan Toy, 26 år, Kolding: - Jeg tror, at der kan komme en større opmærksomhed omkring kommunalvalget, fordi Villy Søvndal er et stort navn og er kendt. Jeg tror, han kan blive populær i Kolding, og hvis de laver en kampagne, kan det være, at flere stemmer ved valget. Jeg ved ikke så meget om politikerne, men jeg tror, at jeg vil undersøge mere om Villy Søvndal og prøve at finde ud af, hvad han vil gøre, og hvad han står for. Jeg tror også godt, at jeg kan finde på at stemme på ham. At han er 69 år, tror jeg er meget normalt i politik. Foto: Lotte Højstrøm
Lise Fangel, 56 år, Kolding: - Nu er jeg en trofast læser af JydskeVestkysten, og jeg noterede mig, at Jesper Elkjær (radikal gruppeformand i byrådet, red.) ikke lige havde armene i vejret over Villy Søvndal. Så jeg tænker, at det måske betyder mest for fløjen med S, SF og Enhedslisten, at han opstiller. At der bliver rykket rundt med stemmerne der. S skal jo ud i kampvalg for at finde deres kandidat, og ingen af deres kandidater er særlig prøvede.  Jeg tror godt, der kan komme mere spænding i valgkampen, men at Villy Søvndal stiller op, betyder ikke noget for, hvor jeg sætter mit kryds. Angående hans alder sagde Jørn Pedersen det jo rigtigt, at det er et omvendt generationsskifte, Men Søvndal ser jo fit ud og har erfaring, og der er udmærkede folk over 55 år. Der er vel ikke noget i vejen for, at han kan sidde i fire år, men hvad så derefter. Foto: Lotte Højstrøm
Søren Hyldager, 74 år, Kolding: - Jeg tror, at det bliver meget lige i valgkampen på grund af Villy Søvndal, men jeg tror, at Søvndal vinder. Han vil gøre mere for byen og tænker mere på de ældre og på det sociale. Jeg synes, Jørn Pedersen har for travlt med alt muligt byggeri. Jørn Pedersen har ellers været god nok, men efter min mening har han slækket lidt på det og for meget ovre i alt muligt med havnen og byggerier. At Villy Søvndal står på listen får ikke den store betydning for, hvor jeg stemmer. Jeg har altid stemt på SF her kommunalt, og jeg vil stemme på Søvndal. Og hans alder har ingen betydning. Bare se på præsidenterne i USA, og til gengæld har han meget erfaring. Foto: Lotte Højstrøm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Trekantområdet

Kommunen strammer corona-skruen: Krav om mundbind eller visir på plejehjem og bosteder

Annonce