Annonce
Kolding

Ny budgetaftale i Kolding: Regn af små gaver til hele kommunen

Borgmester Jørn Pedersen har endnu engang samlet hele Kolding Byråd i en budgetaftale. Arkivfoto: Søren Gylling
Sent tirsdag eftermiddag enedes Koldings politikere om at poste nogle flere penge i anlæg og service til borgerne i Kolding allerede i år. Budgetaftalen er anden del af det coronabudget, politikerne enedes om i juni sidste år.

Kolding. En regn af større og især mindre gaver er på vej ud i alle hjørner af kommunen, efter at Koldings politikere sent tirsdag eftermiddag i fuld enighed indgik endnu en aftale om Kolding Kommunes 2021-budget.

Første gang var i juni sidste år, og den helt usædvanlige budgetlægning i to omgange skyldes coronakrisen, som har fået politikerne til at være yderst varsomme med at bruge penge, mens de endnu ikke anede, hvilket økonomisk monster coronaen ville udvikle sig til.

Heldigvis gik det ikke galt for den kommunale økonomi, og derfor øger byrådspolitikerne med tirsdagens aftale kommunens udgifter til service til borgerne med 51,5 millioner kroner i år, hvoraf de 19,2 millioner dog kommer fra staten og er øremærket til folkeskolerne og minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Dertil øges anlægsudgifterne fra 2021 til 2024 med næsten 60 millioner kroner.

Annonce

Sauna

På servicesiden poster politikerne også pæne, helt kommunale ekstrabeløb i folkeskolerne og socialområdet, der ellers skulle have sparet 10 millioner kroner på grund af budgetoverskridelser til eksempelvis anbringelser af hårdt belastede borgere - og så skal der bruges otte millioner kroner ekstra på rengøring for at holde coronavirus væk fra de kommunale bygninger.

Desuden flyder det ellers med mange små, men gode gaver til eksempelvis en sauna i Hejlsminde, tilskud til Kino-projektet i Vamdrup, nyt alarmsystem på Godset, Jazz i Trekanten, pulje til kunst i byen, naturvejleder til de 6-13-årige, styrket indsats for unge i mistrivsel, tilskud til Christiansfeld for seniorer, driftstilskud til Vester Nebels multihus, demensklovne, tilskud til trailcenter i Seest og en grøn pulje til drikkevandsbeskyttelse.

Annonce

Morgendagen

Borgmester Jørn Pedersen (V) er glad for, at det er et helt enigt byråd, der igen står bag en budgetaftale, som "rummer markante løft til områder, som ligger alles hjerter nær".

- Og så viser aftalen, at vi stadig er forsigtige. Der er ingen pjat og pjank i den. Vi kunne godt have brugt 10 millioner kroner mere, men vi afventer og kigger på det igen til juni, når vi kender resultatet af regeringens økonomiforhandlinger med Kommunernes Landsforening.

- Der er mange ting, vi skal have drøftet nærmere, siger borgmesteren og nævner som eksempler behovet for et nyt kommunalt plejehjem, skoleudbygninger, Kolding Stadion og i mindre skala broen over hovedvejen ved Christiansfeld og et fortov langs Fjordvej frem til badebroen.

-  Men vi ved stadig ikke, hvad morgendagen bringer, så jeg er stolt af, at vi står sammen om et robust budget, som ovenikøbet vil forbedre vores 2021-regnskab med 10 millioner kroner, siger borgmesteren.

Budgetaftale 2

  • Koldings politikere indgik tirsdag aftale nummer to om Koldings 2021-budget.
  • Aftalen indeholder 37 nye tiltag på serviceområdet og 14 nye tiltag på anlægsområdet.
  • På serviceområdet bl.a.: Finanslovsmidler til skoler og daginstitutioner: 19,2 mio. kr., finansiering af underskud til sikrede institutioner og voksenhandicap: 10 mio. kr., ekstra rengøring pga. corona: 8 mio.kr. , Jazz i Trekanten: 175 t.kr., kunst i byen: 200 t.kr., styrkelse af skoleområdet: 6 mio. kr., sikring af drikkevand/ansættelse af en medarbejder: 500 t.kr., naturvejleder for børn: 500 t.kr., styrket indsats for børn i mistrivsel: 500 t.kr., driftstilskud Blue Bridge Festival: 100 t.kr., demensklovne: 20 t.kr., fundraiser for lokaldemokratiområdet: 500 t.kr., Vester Nebel multihus: 450 t.kr. fra 2022, tilskud padelcenter og trailcenter Seest: 374 t.kr., centret i Skovparken: 500 t.kr., grøn pulje/drikkevand: 900 t.kr.
  • På anlægsområdet bl.a.:
  • Vejanlæg Tankedalsvej 46,4 mio. kr., sauna Hejlsminde: 725 t. kr., Seest Trail: 670 t.kr., Vamdrup Kino/bibliotek: 2 mio. kr., mindre vejprojekter: 1,5 mio. kr., Storegade i Lunderskov: 3 mio.kr.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Regeringen vil tvinge tyske præster til at oversætte deres prædikener: - Det ville være en disrespekt uden lige

Haderslev

Ny isbar på Gravene åbner i maj

Annonce