Annonce
Kolding

Ny bydel med 400 boliger skyder snart op: Udvalgsformand forventer stor efterspørgsel

Det nye boligkvarter er indrammet af den hvide stiplede linje. Til højre bugter Dalby Møllebæk sig gennem landskabet. Langs åen bliver der anlagt et fritids- og naturområde,. som beboerne kan finde vej til ad grønne stier og kiler gennem deres kvarter. Foto: Kolding Kommune
Nu går Kolding Kommune i gang med planlægningen for et stort boligkvarter i udkanten af Vonsild, hvor der også skal bygges en dagligvarebutik. - Det er et sted, der er efterspørgsel på, siger formand for plan-, bolig- og miljøudvalget, Birgitte Kragh (V).

Kolding: Der er fuld fart på udviklingen af nye boliger overalt i Kolding Kommune, og nu føjer en helt ny, grøn bydel med omkring 400 boliger og en 1200 kvadratmeter stor dagligvarebutik i udkanten af Vonsild sig snart til den lange række af projekter.

By- og udviklingsforvaltningen er netop gået i gang med at lave en lokalplan for det 40.000 kvadratmeter store område lige sydøst for Vonsild. Her har en af de private lodsejere, byggematadoren Pierre Legarth, allerede været i gang med arkæologiske undersøgelser på sin del af arealet, så han kan starte udstykning og byggeri af sine 150 planlagte boliger, så snart lokalplanen som ventet er vedtaget i Kolding Byråd næste forår.

De to andre private lodsejere i området har også ønsket, at kommunen går i gang med lokalplanlægningen, som skal ændre status på deres jorde fra landzone til byzone. Det er planen, at kommunen skal erhverve en del af jorden og lave en kommunal udstykning, mens resten altså bliver private.

Annonce

Den store plan

  • Det nye boligområde i Vonsild har været undervejs længe, for det er en del af en stor strukturplan, som Kolding Byråd vedtog helt tilbage i 2005.
  • Strukturplanen beskriver kommunens langsigtede ønsker om, at Dalby og Vonsild skal vokse sammen. Tidligere kaldte man det "båndbyen".
  • Planen er senest opdateret i 2018 på grund af de aktuelle planer om at anlægge en omfartsvej syd om Kolding fra Vonsild til Skartved.
  • Det nye vejforløb gav anledning til, at byudviklingsmulighederne i strukturplanen skulle ændres. Den endelige beslutning om at anlægge vejen er ikke truffet.

Miks af boliger

Den nye bydels boliger forventes at blive et miks af parcelhuse, række- og klyngehuse og eventuelt etagebebyggelse i to etager. Arkitektonisk er det hensigten at give mulighed for både traditionel og moderne arkitektur.

Kommunen vil også undersøge, om der kan åbnes op for mindre grundstørrelser end de 700 kvadratmeter, som lige nu er den minimumsgrænse, der er fastlagt i kommuneplanen.

I den nordlige del af området ligger de to gårde Padholm og Povlinesminde med deres bevaringsværdige bygninger og tilhørende smukke, gamle haver. De skal bestå og være med til at give den nye bydel identitet. Padholms stuehus forventes at blive udlagt til en villa med stor have, og for Povlines vedkommende skal det afklares, om de bevaringsværdige bygninger skal anvendes til boliger eller en kombination af boliger og erhverv i fremtiden.

Efterspørgsel

Formand for plan-, bolig- og miljøudvalget, Birgitte Kragh (V), glæder sig til at se den nye bydel vokse frem.

- Det er jo et sted, der er stor efterspørgsel på. Folk vil gerne bosætte sig der, og det gælder både unge familier og seniorer, som gerne vil blive boende i området, når deres nuværende boliger er blevet for store. Derfor er det vigtigt, at vi får en bred sammensætningen af boligtyper, siger hun.

By- og udviklingsforvaltningen regner med at have et forslag til lokalplan klar til at sende i offentlig høring i otte uger lige i starten af 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Ung organist giver koncert

Leder For abonnenter

Møde blev en skandale

Flere deltagere udvandrede i vrede, da cirka 35 advokater og ejendomsmæglere var mødt frem til et arrangement, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ville orientere om de regler, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at slå sig ned i deres egen bolig i Danmark. Den frustrerede reaktion er fuldt forståelig. SIRI’s direktør Kasper Højvang Kyed og kontorchef Inge Thomsen var med. Civilstyrelsen stillede med direktør Lene Volke Roesen. Og så blev der ellers talt sort. Men konklusionen blev, at for eksempel en tysker ikke kan købe et hus i Danmark og så få et EU-opholdsbevis med virkning fra overtagelsesdagen. I stedet skal huskøberen først tage ophold i en lejet bolig, søge opholdstilladelse og efterfølgende flytte ind i sin ejendom. Den fortolkning er helt urimelig. Helt vildt bliver det, når kontorchef Inge Thomsen antyder, at den stramme praksis skulle bunde i politisk uvilje mod, at for eksempel tyskere køber ejendom i Danmark for at bo her. Disse mennesker er altså fra vores egen kulturkreds. I flere tilfælde er der desuden tale om personer, der i forvejen taler dansk, fordi de enten tilhører det danske mindretal eller har forberedt sig vældig godt på det nye hjemland. Samtidig er der ofte tale om stærkt efterspurgt arbejdskraft. Her bliver der absolut ingen problemer med integrationen. Skulle danske politikere virkelig være modstandere af denne form for indvandring, bør de pågældende efter kontorchefens udmelding straks stå frem og forklare sig. Det bliver i så fald interessant at høre argumenterne. Nu var der lykkeligvis både ejendomsmæglere og jurister med til det skandaløse møde. De sidstnævnte bør undersøge, om SIRI’s praksis ikke er i strid med EU’s bestemmelser. I givet fald skal der anlægges en prøvesag. Den nuværende tilstand er helt uacceptabel. Mennesker med viljen og evnen til at gøre noget godt for Danmark og en kulturel baggrund som vores egen er naturligvis hjertelig velkomne – eller bør være det.

Annonce