Annonce
Sydjylland

Ny F35-hangar stiger voldsomt i pris

Prisen for F35-basen ved Skrydstrup er steget til 1,1 milliarder kroner. Foto: Scanpix
På tre år er udgiften til nyt F35-anlæg steget med knap en halv milliard.

450 millioner kroner.

Så meget er prisen på F35-basen ved Skrydstrup skudt i vejret, siden projektet blev vedtaget for tre år siden. Det seneste prisoverslag på hangarer og værksteder til Forsvarets nye kampfly lyder nu på 1,1 milliarder kroner, skriver DR Nyheder.

- De forventede udgifter til bygge- og anlægsprojektet har udviklet sig i takt med, at byggeprojektet er blevet modnet og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har kunnet trække på erfaringer fra blandt andet Norge, skriver ejendomsstyrelsen i et skriftligt svar til DR Nyheder.

De første eksemplarer af F35-kampflyene ankommer til Flyvestation Skrydstrup i foråret 2023. Her er det meningen, at hangarer, værksteder og kontorbygninger skal stå klar til indflytning. Kampflyene skal bo i åbne hangar-konstruktioner, såkaldte hangaretter, der ikke beskytter mod angreb i tilfælde af krise eller krig.

I 2017 lød vurderingen, at F35-anlægget ville koste 650 millioner kroner. I 2018 besluttede man af hensyn til de støjramte naboer at flytte anlægget til et andet område af flyvestationen. Den manøvre kostede 260 millioner kroner.

Siden da er udgifterne steget med yderligere 190 millioner kroner, så de i dag udgør 1,1 milliarder kroner. Ifølge Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skyldes det, at man nu er kommet så langt med arbejdet, så der foreligger et konkret projektforslag.

- I den proces er der blandt andet estimeret øgede udgifter til byggemodning, etablering af varmecentral, omkringliggende infrastruktur, håndtering af arbejdsmiljø og bevogtning af byggeplads, skriver Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der samtidig oplyser, at medudgifterne kan holdes inden for flyindkøbets økonomi.

Annonce

EL: En dyr omgang

- Man skulle måske have undersøgt det noget grundigere med støjen, før man planlagde, hvor hangaren skulle være. Det har man ikke gjort, og nu er den blevet placeret et nyt sted, det gør den dyrere, men den ekstraudgift kan sagtens hentes ind ved den besparelse, der kommer på flyindkøbet, siger Bent Bøgsted, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

Folketinget besluttede i 2016 at bevilge 20 milliarder kroner til indkøb af F35-kampfly hos den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin. Siden dengang har Danmark flere gange oplevet prisfald på flyene. I første omgang ved at sikre dollarkursen og efterfølgende blev prisen på de ti første flystel lavere end forudset. Det har ifølge Ritzau og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse udløst en foreløbig besparelse på godt 443 millioner kroner.

Indtil videre er der offentligt kendte øgede byggeomkostninger på 450 millioner samt 250 millioner kroner til støjkompensation af naboerne. Samtidig er det endnu uvist, hvad det betyder for Danmarks del af den samlede regning, at USA har smidt Tyrkiet ud af F35-projektet.

- Det her er jo det skandaløse kampflyindkøb i en nøddeskal. Det er jo blevet dyrere og dyrere hele tiden, siger Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm og tilføjer:

- Der er så mange ting, der ikke er regnet ind i forbindelse med det her kampflykøb, at det vil komme til at blive dyrere på rigtig mange områder. Vi har set det med støjkompensationen, vi har set det med anlæg, jeg tror i den grad, at vi kommer til at se det, når de her fly skal repareres. Det her bliver en dyr omgang, og det skyldte man egentlig at fremlægge for befolkningen, inden man besluttede det, siger Eva Flyvholm (EL).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Terror skal bekæmpes uden tøven

Takket være en dygtig indsats fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og syv af landets politikredse kan Danmark meget vel være sluppet for ét eller flere terrorangreb. Ved en koordineret aktion onsdag blev flere end 20 adresser over hele landet ransaget og omkring 20 personer anholdt. Ifølge det oplyste fik politiet fat i alle de personer, der var mistænkt, og der menes derfor i denne sag ikke at være flere potentielle terrorister på fri fod. De anholdte vil blive fremstillet ved grundlovsforhør, flere af dem sigtet efter straffelovens såkaldte terrorparagraf. Det er sparsomt med oplysninger i sagen, men ifølge politiet har flere af de anholdte haft "militant, islamistisk motiv" til den planlagte terrorhandling, som vi indtil videre ikke ved noget om. Sagen vidner om den dødsens alvorlige situation, vi som land befinder os i. Der findes iblandt os mennesker, der drevet af islamisk fundamentalisme vil os det ondt, som ingen midler skyer og hvis mål er at skabe skræk og rædsel ved så dødelig terror som muligt. Det er hinsides vores fatteevne, hvorfor de er i besiddelse af så indædt had til de frie samfund, hvis beskyttelse de nyder godt af hver dag, men det er de. Det er ubegribeligt, hvorfor de overhovedet lever i vores vestlige demokratier, men det gør de. Desværre. Det må vi indrette os efter og droppe enhver naiv forestilling om andet, end at vi har været under angreb, at vi er under angreb og at vi kommer under angreb. Mindst én gang tidligere har dansk politi afværget et større terrorangreb, da fire mand i 2010 blev anholdt for at planlægge et attentat mod JP/Politikens Hus i København. I 2015 blev der gennemført to terrorangreb i København på Krudttønden og mod en jødisk synagoge. Her blev to mennesker dræbt. Vi har allerede tilladt mere overvågning og registrering i samfundet, men vi bryder os ikke om at ofre vores frihed på terrorens alter. Lige i dag må vi glæde os over, at der med dygtigt politiarbejde formentlig blev afværget et grusomt terrorangreb.

Kolding

Efter krisemøde: Nyt forlig og fremtidens Kolding Havn ventes klar inden jul

Annonce