Annonce
Esbjerg

Ny festival: Smagen af Vestkysten skal samles i Ribe

Det er flere af folkene, der står bag Porsborgs Gastro Bar, der også er blandt ophavsmændene til en ny festival om Smag i Ribe. På billedet er det Laurids Schmidt(tv), Bjarne Christensen, Claus Lehmann Christensen, Rasmus Errebo og Thomas Christensen. Foto: Chresten Bergh
Folkene bag Porsborgs Gastro Bar i Ribe afholder i maj en miniudgave af en ny festival, der efter planen skal foldes helt ud i foråret 2020. Navnet bliver Smag Festival, og vil igennem fire overordnede temaer komme rundt i alle nuancer af begrebet smag.

Ribe: I forbindelse med Ribe By Night 29. maj, vil flere af de madentusiaster, der også står bag Porsborgs Gastro Bar, kaste sig ud i et helt nyt projekt, der tager begrebet smag under kærlig behandling.

Projektet hedder Smag Festival, og medejer af Porsborgs, Bjarne Christensen, forklarer, at festivalen med den gode smag i centrum ønsker at åbne hele Ribe op med en unik sammensætning af oplevelser omkring mad og drikke.

- Vi ønsker at teste formatet for Smag Festival i en mindre skala 29. maj, inden vi knokler videre med at udvikle og lancere den første, officielle Smag Festival i sommeren 2020, siger Bjarne Christensen og uddyber, at man allerede nu fortæller om projektet med at forme en meget ambitiøs mad-, gourmet og smagsfestival for at få flere med i selve processen omkring Smag.

I forbindelse med dette har man oprettet en hjemmeside, hvor interesserede kan følge med i en dagbog, hvor den første post er fra 25. oktober 2018, og lyder: Hvorfor er der ikke en mad- og smagsfestival i Ribe?

Annonce

Smag-dagbog

Arrangørerne bag Smag har oprettet en hjemmeside, hvor alle kan følge med i processen bag den nye festival.

Her kan man blandt andet læse en dagbog, der starter 25. oktober 2018, og fortæller om tilblivelsen og udviklingen af Smag.

Læs mere om festivalen på smagfest.dk.

Fire emner

Bjarne Christensen forklarer, hvordan Smag bliver for alle, der elsker oplevelser omkring mad og drikke, men ud over at være den klassiske kom-og-smag-festival vil den have et endnu mere raffineret sortiment af tilbud, hvor man udfordrer festivalformatet med indhold såsom workshops, inddragelse, læring og viden.

- Gæsterne vil blive inspireret inden for de fire emner outdoor, gastronomi, musik og håndværk, og målet er at give både en oplevelse og en ny viden, der kommer omkring hele smagsuniverset, siger Bjarne Christensen, der finder det både angstprovokerende og befriende, at man udvikler en ny festival for åbne vinduer, og hvor man i 2020 meget gerne skal stå med en todages festival, hvor en langt større del af byen aktiveres.

Bjarne Christensen forklarer, at arbejdsgruppen bag Smag allerede nu arbejder med tanker omkring både musik, kunst, gastronomi, tekstiler, rum, materialer med mere, hvor fællesnævneren er, at alle berører emnet smag i en bred forstand. Han forklarer også, at man ønsker at anvende hele Domkirkepladsen som central festival- og stadeplads for 40-50 smagsudstillere.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce