Annonce
Navne

Ny folketingskandidat i Varde: Venstre vil have en yngre model

Jørgen Nielbæk stopper som kredsformand, når der er fundet en kandidat. Foto: André Thorup
Den nuværende kredsbestyrelses opgave bliver at lede processen mod en ny folketingskandidat. Målet er at finde en yngre kandidat, der er klar til at stille op igen, hvis det ikke lykkes at komme ind første gang, fortæller kredsbestyrelsesformand Jørgen Nielbæk. Han går af, når en ny kandidat er fundet.

Varde Kommune: Den næste folketingskandidat fra Venstre skal binde sig for de næste to-tre folketingsvalg - altså op til 12 år - og derfor er der behov for en yngre kandidat. Sådan lyder det fra kredsformand Jørgen Nielbæk.

Analysen efter Claus Christensens valgnederlag er, at det ikke er nok at blive kendt i kommunen for at blive valgt. Man skal opbygge tillid over en længere periode. Derfor vil Venstrekredsen gerne have en kandidat, der stadig har mange år i sig efter det næste valg, så personen kan prøve igen. I parentes bemærket lykkedes det heller ikke for Anni Matthiesen (V), der i dag er Venstres indenrigsordfører, at blive valgt ved sit første valg i 2007.

Den nye kandidat skal være aktiv - også mellem valgene.

- Man skal simpelthen vise, at man er en indsjæl, siger kredsformanden.

Man behøver ikke at være medlem af Venstre for at melde sig - det kan han eller hun blive bagefter. Personen skal dog selvfølgelig være liberal.

Annonce
Jørgen Nielbæk mener, det er vigtigt, at den næste kandidat får sit eget hold, der kan hjælpe kandidaten til sejr. Venstre i Varde er klar på, at det måske ikke lykkes i det første hug. Foto: André Thorup

Stil med dit eget hold

Når den nye kandidat er fundet, så stopper kredsformand Jørgen Nielbæk, næstformand Ib Hansen og kampagneleder Karl Barslund.

- Vi gør plads til et nyt hold, siger Jørgen Nielbæk.

Håbet er, at den nye kandidat har nogle personer, som han eller hun ønsker som kampagneleder og i kredsbestyrelsen, der udelukkende beskæftiger sig med folketingsvalget. Dermed kan kandidaten sætte sit eget hold.

Kredsbestyrelsen vil også gerne have en lokal kandidat, men det behøver ikke at være en person, der bor i Varde og omegn. Det kan være en, der er opvokset i kommunen.

Medlemmernes beslutning

Kandidater skal melde sig inden 17. oktober, og i begyndelsen af november har kredsbestyrelsen samtaler med kandidaterne. Kredsbestyrelsen kan egentlig ikke beslutte, om en person kan stille op, da alle medlemmer ifølge vedtægterne kan stille op på opstillingsmødet, der holder 22. januar klokken 19. Forventningen er dog, at der efter samtalerne vil være et kandidatfelt, hvor kredsbestyrelsen kan stå inde for dem alle.

Den nye kandidat skal være synlig lokalt, mener Jørgen Nielbæk. Foto: André Thorup
Jørgen Nielbæk er til dagligt chefkonsulent i Varde Kommune. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce