Annonce
Sydjylland

Ny forening for vognmænd går i krig mod 3F-monopol: Det er en slags diktatur

Landsforening Dansk Godstransport har ifølge Frede Matzen modtaget stor opbakning fra både vognmænd og chauffører siden fredag, hvor foreningen blev grundlagt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vognmænd og chauffører vil tage kampen op mod 3F, som de føler kommer til at få overenskomstmonopol på transportområdet, hvis ikke der råbes op nu.
Annonce

Transport: Ny brancheforening for chauffører og vognmænd tager kampen op mod 3F og vil kæmpe for en reel foreningsfrihed. Sidste uge blev Landsforening Dansk Godstransport (DGT) grundlagt med Frede Matzen fra Ribe som formand.

Den nye forening vil arbejde for, at de fem overenskomster, som Trafikstyrelsen har vedtaget som gældende på transportområdet, får lige værdi.

Foreningen er utilfreds med, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som 3F hører under, i august foreslog, at 3F's overenskomst på transportområdet ophøjes til lov.

Frede Matzen føler, at 3F dermed får monopol på overenskomsten gældende for transportområdet, hvis lovforslaget går igennem.

- Det er en slags diktatur. De muligheder for overenskomster, vi har kæmpet for gennem årene, vil lige pludselig blive detroniseret, siger Frede Matzen.

I et skriftligt svar til JydskeVestkysten skriver Flemming Overgaard, næstformand for Transportgruppen i 3F, at der ikke er tale om monopol:

- Der er tale om, at retstilstanden i forhold til en over 40 år gammel regel, om hvilket aflønningsniveau der skal følges, genoprettes, når der søges godskørselstilladelse, uddyber Flemming Overgaard.

Trafikstyrelsens fem godkendte overenskomster

Hvis en vognmand vil have en vognmandstilladelse, skal han følge kravene om kollektiv overenskomst. Der er ikke krav om, at virksomheden skal være medlem af en arbejdsgiverforening, og heller ikke krav om, at chaufførerne skal være medlem af en fagforening. Men chaufførernes løn og ansættelsesvilkår skal følge en kollektiv overenskomst for chauffører.

På godskørselsområdet findes i alt fem overenskomster, som er godkendt af Trafikstyrelsen:

  • Dansk Transport og Logistik (DTL-A) og 3F Transportgruppen 17-20.
  • DI/Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) og 3F Transportgruppen.
  • DI og 3F Transportgruppen for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere.
  • ITD Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagbevægelse.
  • Kristelig Arbejdsgiverforening og Det Faglige Hus.
Annonce

Det handler ikke om penge

Overenskomsten, som 3F har, tager udgangspunkt i en højere minimumsløn, men Frede Matzen, der selv er vognmand, understreger, at det ikke handler om pengene.

- Vi har lavet masser af lønberegninger, der viser, at 3F's overenskomst ikke er dyrere for vognmanden. Det her handler om den reelle foreningsfrihed og ikke kroner og øre, siger Frede Matzen.

Næstformand i 3F's Transportgruppe Flemming Overgaard mener, at der i stedet skal være et lige forhandlingsrum mellem chauffør og arbejdsgiver.

- Der er brug for regler, der sikrer fair transport, lige lønninger og ordentlige arbejdsvilkår. Uden regler, er det lønnen, der bliver konkurrenceparametret, og det rammer vores medlemmer, som arbejder under en overenskomst, siger Flemming Overgaard.

Ifølge Frede Matzen er der ikke brug for disse regler til at sikre ordentlige arbejdsvilkår.

- Hvis ikke vognmændene behandler deres chauffører ordentligt, så har de ingen chauffører længere. Der er ingen i Danmark, der vil finde sig i at arbejde under dårlige arbejdsvilkår. Vi behøver ikke 3F til at fortælle os, hvad vi skal gøre, siger Frede Matzen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce