"Rul og Rejs" drives af frivillige. Foreningen gør det muligt for personer med fysiske handicap at komme på sommerferie. Første udlandsrejse tilbydes i august, hvor busturen går til den tyske by Kevelar, der ligger på grænsen til Holland.
Esbjerg: Som fysisk handicappet kan det være uoverskueligt - og i mange tilfælde økonomisk umuligt - at komme på sommerferie. Det vil en nystiftet forening i Esbjerg nu gøre noget ved.
Foreningen tilbyder rejser til personer med fysiske handicap. Rejseprisen holdes nede via fondsmidler, og foreningen betaler for, at en sygeplejerske og en social- og sundhedshjælper kan rejse med. Det betyder, at de handicappede i nogle tilfælde kan rejse uden selv at medbringe en personlig ledsager og dermed sparer rejseudgiften til ham eller hende.
Foreningen hedder "Rul og Rejs" og er stiftet af en gruppe frivillige.
- Min mand lider af sclerose, og jeg har rejst med ham flere gange. Rejserne er noget, han glæder sig rigtig meget til, og det gør altid et stort indtyk på mig at se, hvor meget de fysisk handicappede blomstrer op, når de er afsted, fortæller formand for den nystiftede forening, Gunda Hausted fra Ribe.
Hun er tidligere formand for lokalafdelingen af den landsdækkende scleroseforening og har fået ideen til at arrangere handicaprejser dér.
Foreningen har i flere år tilbudt handicaprejser, men har valgt at droppe aktiviteten.
Peter Andersen, næstformand i foreningen "Rul og Rejs"På rejsen omgås de fysisk handicappede ligestillede, og den stemning, der skabes, er fantastisk. Det føles hurtigt som om, vi er én stor familie.
Rul og Rejs
Foreningen "Rul og Rejs" i Esbjerg er nystartet. Dens bestyrelse består af fem frivillige, og Gunda Hausted fra Ribe er formand.Foreningen holder til i Vindrosens lokaler i Esbjerg.
Foreningen tilbyder rejser til personer med fysiske handicap og søger fonde, så rejseudgifterne holdes i bund for den enkelte rejsedeltager.
Første rejse går til Kevelar på grænsen mellem Tyskland og Holland.
Rejsen afvikles i dagene fra den 27. august til den 1. september.
Læs mere på hjemmesiden: Info@rulogrejs.dk
Vi er én stor familie
Næstformand i "Rul og Rejs", Peter Andersen fra Esbjerg, arbejder som personlig ledsager for tre forskellige sclerose-ramte og har haft fornøjelsen af at være med nogle af dem på ferie. Også han mener, det er vigtigt, at fysisk handicappede kommer på ferie.
- På rejsen omgås de fysisk handicappede ligestillede, og den stemning, der skabes, er fantastisk. Det føles hurtigt som om, vi er én stor familie. De handicappede og deres hjælpere lærer hinanden at kende på en anden måde end i det daglige, og her spiller især humoren absolut ind, lyder det begejstret fra Peter Andersen.
"Rul og Rejs" lægger ud med at tilbyde én udlandsrejse om året. Den første rejse afvikles fra den 27. august til den 1. september i år. De handicappede køres i bus til den tyske by Kevelar, der ligger på grænsen til Holland, og der er linet et spændende program op med guidet sightseeing kombineret med god mad og både have- og slotsbesøg.
Fondsmidler nedsætter prisen
Turen koster 6.000 per person. Derfra trækkes de fondsmidler, som allerede er kommet i hus.
- Vi bliver ved med at søge fonde, og målet er, at vores rejser skal koste mellem 3.000 og 4.000 kroner. Til den pris kan alle deltage, også selv om de har behov for at få en personlig hjælper med, som de selv skal betale for, forklarer formanden for den nystiftede forening.
På turen til Kevelar er der plads til i alt 30 personer; 16 pladser er allerede booket.
På sigt vil den årlige udlandsrejse formentligt blive suppleret med små, korte dagsture herhjemme. For eksempel vil "Rul og Rejs" tilbyde de fysisk handicappede et besøg i Legoland.
- Det betyder ikke så meget, hvor vi tager hen, bare vi kommer lidt væk og får nogle gode oplevelser sammen. Samværet på turene betyder utroligt meget, lyder det fra de to bestyrelsesmedlemmer.